Kulturchok i Indonesien

Hvilke kontraster, der ventede mig i Indonesien, efter at have brugt 3 dage på at vandre rundt i Singapores rene og pæne gader. Java er den tættest befolkede ø i Indonesien og størstedelen af befolkningen er muslimske, hvorfor de fleste piger bærer tørklæder og man flere gange om dagen hører, hvordan der bliver kaldet til bøn fra den lokale moske.

Jeg ankom til Jakarta og stod på en bus til Bogor, der blot skulle ligge en times kørsel fra Jakarta. 3 timer senere ankom vi til Bogor efter at have kørt i sneglefart igennem tæt trafik hele vejen. Jeg var naturligvis den eneste turist i hele bussen og blev derfor nærmest overfaldet af taxi chauffører, da jeg stod ud af bussen. Jeg fandt en chauffør, der så nogenlunde tilforladelig ud og blev kørt hen til mit guesthouse, som var en gammel tysk bygning fra 1800-tallet med 4-5 meter til loftet og store rum, der dog var lidt faldefærdige.

Mit værelse i Bogor

Familien, der havde huset var ekstremt venlige, og de tilbød at køre mig hen til en anden busstation, så jeg kunne få købt min billet videre til Yogyakarta næste dag. Med busbilletten på plads fik jeg installeret mig i mit kæmpemæssige værelse, med eget badeværelse. Det tog mig dog lidt tid at regne ud, hvordan man helt præcis skal balancere på deres mærkelige toiletter og kakerlakken, som boede derude, var ikke specielt charmerende. 

Mit badeværelse i Bogor...ren luksus

Efter en god nats søvn bevægede jeg mig over i den botaniske have, som Bogor er så kendt for. Adskillige hektarer er anlagt med stier, søer og store træer for mange år siden, så alt har lidt patina, men det er så absolut et fristed i den ellers hektiske by, hvor 5 millioner mennesker lever.
 

Springvand med patina i Bogor



Hvem vidste, at den lille havfrue sidder i den botaniske have i Bogor?

Endnu engang var jeg praktisk talt den eneste turist, og det varede da heller ikke længe før den første tørklædeklædte pige kom hen og spurgte, om hun måtte tage et billede sammen med mig. Bagefter blev jeg bedt om at møde en stor gruppe af elever, der gik i 5. klasse, så de kunne stille mig spørgsmål på engelsk og igen tage masser af billeder og skrive autografer, lærerinden fortalte mig at mange af børnene faktisk aldrig havde talt med en turist som mig før. 

Gruppefoto med 5. klasse i Bogor botaniske have

En anden gruppe lærere og elever, jeg mødte bød mig på frokost fra deres medbragte picnic kurv og fortalte mig, at de hver søndag tager i parken for at finde turister, som eleverne kan øve deres engelske med.



Picnic med lokale lærere i Bogor

En formiddag, jeg havde forventet, skulle bruges på at gå rundt og nyde haven, endte altså med, at jeg fik jeg lov til at føle mig som en kendis og mødte en masse søde og nysgerrige lokale.

Jeg valgte at tage en bus fra Bogor til Yogyakarta, som ”kun” tog mig 16 timer. Jeg var naturligvis den eneste turist, der havde fået den umådelig dårlige ide, og jeg følte mig meget blond og turistet, hver gang vi stoppede på en rasteplads, hvor der KUN fandtes lokale. Indoneserne er dog meget venlige mennesker og manden, der sad foran mig i bussen sørgede for at informere mig om, hvor længe hver pause var, og hjalp mig også med at finde en taxi, da vi endelig kom frem. Så selvom jeg skiller mig meget ud og må konstatere, at jeg vist har bevæget mig lidt væk fra den normale backpackerrute, så møder jeg mange nysgerrige og hjælpsomme lokale, der især er meget overrasket over, at jeg rejser rundt alene og alt tyder på, at jeg kommer til at optræde i mange af deres familiealbum.