En gammel Honda, et korupt indonesiske politi og et eksploderet dæk

Efter flere dage på langs med en forkølelse forårsaget af lidt for meget aircondition, var jeg igen klar til at gå på opdagelse. Yogyakarta har deres egen Sultan, som fungerer som guvernør for provinsen og hans palads ligger ikke så langt fra, hvor mit hotel ligger. Paladset ligger i en gammel del af byen, hvor der også er mange ruiner at finde. Jeg havde tænkt mig, at jeg blot selv ville gå på opdagelse i bydelen, men efter ganske kort tid, var der en ældre herre, med et tandsæt, der havde set bedre dage, som pegede mig i retning af paladset. 

Anton

Det gik hurtigt op for mig, at han havde udnævnt sig selv til at være min guide, for han fulgte mig troligt rundt og fortalte vidt og bredt om byen. Det havde jeg nu ikke noget imod, for han var en meget rar mand, og det viste sig, at den gamle bydel var noget sværere at finde rundt i, end jeg lige havde regnet med, så jeg vurderede, det nok var ganske fornuftigt med en guide så jeg ikke for helt vildt. Paladset tilhører den 10. sultan af Yogyakarta, og da han kun meget sjældent selv bor der, er det åbent for offentligheden. 

En gammel udgave af sultanens seng.

Vi besøgte sultanens pool, der er temmelig gammel og ikke bliver brugt længere, men Anton, min guide, fortalte, at poolen var opdelt i et område til sultanens koner og et område til sultanen selv. For enden af kvindernes pool havde sultanen et tårn, så han kunne iagttage kvinderne imens de svømmede og han ville så smide en blomst ned til den af konerne, han ønskede at tilbringe natten med. 

Pool området for sultanens koner med tårnet for enden.

Det er stadig tilladt at have flere koner i Indonesien, men min guide var dog ganske tilfreds med kun at have 1, da flere ville være alt for meget arbejde.

Yogyakarta er centrum for javanesisk kunst og hver anden husstand i den gamle bydel producerer enten batik eller læder dukker. Batik produceres i hånden ved at dryppe voks på de områder, der ikke skal have farve. Dette gentages til man har påført alle de ønskede farver og voksen igen kan fjernes. Et stort batikmaleri tager op til flere uger at producere.

Kvinde påfører voks på batikklæde.

Læderdukkerne bruges til traditionelle dukkespil, som fortæller om myter fra gammel tid. De laves ud af bøffelskind, hvor sirlige mønstrer bankes ud i skindet og derefter farvelægges de. Et yderst imponerende arbejde, som igen tager op til flere uger for at fremstille de store dukker. 

Læderdukkerne males i hånden efter mønstrene er banket ud.

Efter flere timers rundvisning i den gamle bydel tog jeg afsked med Anton og accepterede hans tilbud om at være min guide næste dag, så jeg kunne komme rundt og se alle templerne omkring byen. Aftalen var, at han skulle samle mig op kl. 6 næste morgen på sin motorcykel (scooter i danske måleforhold), og så ville vi ellers krydse fingre for tørvejr.

Der var dog ingen Anton, da jeg dukkede op udenfor mit hotel om morgenen, og lige som jeg skulle til at opgive håbet stoppede en ældgammel Honda foran hotellet og Anton forklarede undskyldende, at hans motorcykel ikke ville starte, så han var nødt til at tage bilen. Han for om til min side af bilen og åbnede og lukkede galant døren for mig, hvilket han gentog resten af dagen.

Afsted gik turen til Prambanang og Borubudur tempel, der ligger et godt stykke udenfor byen. De mindede mig i høj grad om templerne, jeg har set i Ankhor Wath i Cambodien, og jeg nød at være den eneste, der var stået så tidligt op, så jeg havde det første tempel for mig selv.  Ved det andet tempel stoppede to unge piger mig og spurgte om, de måtte vise mig rundt for at træne deres engelskkundskaber. De studerede begge på 2. år på gymnasiet og skulle bruge 1 måned på at træne engelsk ved at ”fange” turister ved templet og tale med dem. De var herlige piger begge to, og jeg kunne ikke andet end grine og aflevere min mail adresse, da de spurgte om, vi skulle være Facebook venner. 

Mine nye Facebook-venner

For blot 6 måneder siden eksploderede den store vulkan, Merapi, som ligger lidt udenfor Yogyakarta by. Mange mennesker blev dræbt, og adskillige måtte flygte fra hus og hjem og er i dag blevet genhuset på Sumatra af staten. 

Området hvor lavaen flød og Merapi i baggrunden

Anton tog mig med hen til det, der engang har været en flod, men som nu tydeligt viser, hvor lavaen flød under udbruddet. Der er gråsort sand over det hele og store klippestykker er blevet flyttet med lavaen. Sandet er én af de eneste positive resultater af udbruddet, for det kan nemlig sælges videre. Et vognlæs giver ca. 200.000 Rupies, hvilket svarer til 120 DKK, som er ganske mange penge ifølge Anton. Der løb stadig lidt vand i floden, som lugtede af svovl og sendte en tåge af damp fra sig. Da vi stak hænderne i vandet, fik vi hurtigt trukket dem til os igen, for vandet var virkelig brandvarmt og bevidner om, at der stadig er aktivitet i vulkanen.

Scooter kører igennem damp fra det varme vand.

Den gamle Honda startede på magisk vis igen og vi begav os tilbage mod byen. Efter lidt tid blev vi stoppet af politiet, der lavede en kontrol af alle køretøjerne. Anton fumlede sin pung og kørekort frem og blev vist hen bag en politibil. Vi havde inden snakket om, hvordan han ikke brød sig om politiet, da de er dybt korrupte. Imens jeg sad alene i bilen kom en betjent hen til mig og sagde en masse på indonesisk, jeg forstod naturligvis ikke en disse, men gættede på, at det ikke var slemt, da han blev ved med at smile, så jeg smilede bare igen. Da Anton lidt efter kom tilbage, fortalte han, at det kostede ham 30.000 = 18 kr., at slippe igennem kontrollen. Han havde naturligvis måtte prutte lidt om prisen, og det havde været billigere, hvis vi havde været på motorcykel, men han fortalte, at det var ganske normalt for politiet at holde den slags razziaer og pengene går direkte i lommerne på hver og en af dem.

Vi fortsatte lystigt videre, og jeg var glad for, at det i danske måleforhold var et så lille beløb, de krævede, så jeg uden problemer kunne dække den udgift.  Jeg begyndte hurtigt at småslumre i den varme bil og blev pludselig lysvågen, da jeg hører lyder af venstre fordæk, der eksploderede, idet vi kørte hen over en bro. Det store projekt med at skifte dæk midt på en meget trafikeret vej gik i gang med Antons ikke helt velegnede værktøj. Det tog ham derfor temmelig lang tid at få skiftet dækket og i mellemtiden, var jeg vidne til, at en kvinde på scooter overså bilen og først ramlede ind i dækket, Anton klogt nok havde lagt et par meter bag bilen, og derefter ramte siden af bilen. Hun tog sig dog heldigvis kun til knæet og så ikke ud til at have lidt større skade. 

Dækskift på den gamle Honda

Efter 45 minutters kamp vendte Anton sig storsvedende og smilende mod mig og undskyldte mange gange, men sagde, at nu var den så god som ny igen. Jeg kiggede skeptisk på det næsten flade dæk uden mønster, som han havde sat på i stedet og foreslog forsigtigt, at vi måske skulle finde noget luft at fylde i dækket og så køre hjemad. Luften gik han med til, men vi skulle lige se endnu et palads, inden vi vendte helt hjem. 

Unge drenge ved den første sultans palads

Jeg krydsede fingre for bilen og vores overlevelse og var glad, da jeg igen blev afleveret helskindet udenfor mit hotel. Jeg var så taknemmelig for hans gode humør og havde så ondt af hans uheld, at jeg valgte at betale ham det dobbelte af, hvad vi havde aftalt, hvilket kun løb op i ca. 150 kr., hvilket næsten svarer til, hvad man kan få en 2 dages tur til. Alt i alt var det en indholdsrig tur, og jeg er glad for, at Anton var en af de få guider, som jeg ikke bare viftede væk, da han første gang henvendte sig til mig.