4 dages sejltur fra Gili Air til Flores

Spisestuen på vores båd, som også blev brugt til sovesal og opholdsstue.

Ø udforskning undervejs. Vores båd er i baggrunden.

Fiskning og solbadning ombord

Sovesalen for 14 mand undervejs

Komodo dragon på Komodo

Solnedgang

Køkkenet ombord, hvor alt vores lækre mad blev lavet.

Roadtrip på Bali

Når man kommer ind i Indonesien får man 30 dages visum, hvilket lige præcis er halvdelen af den, tid jeg har planlagt at bruge i landet. Jeg måtte derfor vente 1 uge på at mit og mine bestikkelsespenge rejste til Denpasar og sørgede for endnu 30 dages visum. En af de andre, som boede på hotellet i Ubud var i samme båd, så vi besluttede os for at tage på udflugt med en lejet jeep et par dage for at slå ventetiden ihjel. 

Elefant Caves, Ubud, Bali

Første stop på vores tur var blot i udkanten af Ubud, hvor man finder de såkaldte elefant huler, Goa Ganja. Hvorfor de er kaldt elefant huler begriber jeg ikke, men det var meget interessant at se stedet, da der foregik en for for ceremoni inde i grotten, hvor en af pigerne blev så berørt at hendes familie måtte bære hende ud. Det var meget svært at vurdere om hun græd eller grinte, men et eller andet foregik der i hvert fald.

En lille ofring som man finder over alt på Bali

Balinesisk mand ved Goa Ganja

Vi kørte videre af de små veje, som er i temmelig dårlig stand sammenlignet med danske forhold, så vi blev rystet godt igennem undervejs. Når man ikke rigtig planlægger andet end slutmålet for en road trip, ender man ind immellem med nogle gode overraskelser, når man opdager, at turen går forbi adskillige smukke steder. Et af disse steder var vandpaladset, der pludselig åbenbarede sig for os, da vi kørte rundt om et hjørne.

Water palace

Smuk udsigt på Balis østkyst

Efter et par bumpende timer nåede Prutish (ja man kan faktisk hedde Prut, hvilket morede mig temmelig meget, da han introducerede sig selv) og jeg frem til Amed, som var vores mål for turen. Amed er et ekstremt lille sted på Balis nordøst kyst. Der er knap nok tale om en by, og der er derfor heller ikke nogen ATM at finde, hvilket var lidt problematisk, da jeg var taget af sted uden penge, Prut var dog heldigvis udstyret med penge nok til at betale for os begge, så min tur var reddet. Lidt udenfor Amed ligger den endnu mindre by Tulamben, som har et meget populært dykke sted, nemlig det gamle amerikanske fragtskib, Liberty, som i dag er gennemhullet efter at have været udsat for torpedo angreb og vulkanudbrud. Det gør det dog til et ganske fantastisk dyk, for der er masser af koraler og fisk at finde dernede, så vi havde 2 rigtig gode dyk sammen med Kristine fra Amed Scuba.  

Vores lille jeep pakket med dykkerudstyr

På vores tur tilbage til Ubud stoppede vi ved Balis vigtigste hinduistiske tempel, Besakih, hvor vi var vidner til  en efter-begravelses-ceremoni.

Besakih templet

Efter begravelses ceremoni ved Besakih

Som I sikkert har opdaget, er der ceremonier overalt på Bali, og man kan umuligt gå igennem en dag uden at se minimum 1 ceremoni. De er dog ikke altid lige belejliget, som eksempelvis da vi var lidt sent på den mht. afleveringen af vores lejede bil. Pludselig var vejen indtil byen spærret, fordi der var et kæmpe optog og trafikken blev rent kaos, men det er den slags, man skal vænne sig til på Bali, og som efter min mening er en del af charmen. 

Hinduistisk ceremoni stopper trafikken

Yoga og templer i Ubud

Ubud i Bali er et af de steder, som man skal sparke sig selv i enden for at forlade, for her er så dejligt. Byen er turistet, men uden at det ødelægger den. De fleste kommer her for at nyde templerne, rismarkerne og de mange udbud af yoga og meditationskurser. Nattelivet er næsten ikke eksisterende og der er en dejlig ro over byen. Hotellet jeg bor på ligger midt i centrum af byen, og udefra ligner det mest af alt et tempel. Hver morgen bliver der ofret til lokale guder med røgelsespinde og blomster alle steder. Det giver sådan en hyggelig stemning, at der er blomster og røgelse over alt hvor man går.

min terrasse

Byens mange butikker bærer præg af, at turisterne, der primært kommer hertil, er meget interessede i yoga og sund livsstil, så der er næsten kun butikker, som sælger organiske produkter, yoga tøj eller smykker og krystaller, der skal forbedre dit liv. Noget af det er lidt overdrevet, men i bund og grund er det meget spændende. Jeg bruger de fleste dage på at udforske de mange yoga tilbud, som er at finde her og tror snart jeg kan nå mine tæer igen. Bliver ofte vildt imponeret af de sindsyge positioner nogle af de andre yoga udøvere kommer ud i når vi er til time og forstår slet ikke hvordan det kan lade sig gøre, men hvem ved måske jeg også kan foldes som en kringle en dag.

The Yogabarn

Jeg har ikke været på nogle ture ud over en lille udflugt på cykel rundt i byen, da jeg mest har haft lyst til at slappe af. Min lille tur gik blandt andet til udkanten af byen, hvor man finder Monkey Forrest, hvor hundrevis af aber løber rundt imellem templer og turister.

Fra Monkey forrest

baby abe....

Bali er også kendt for deres traditionelle danse shows, så i går tog vi hen for at se et af dem. Det var temmelig inponerende, hvordan de dansede med alt lige fra øjnene til fingerspidserne.

Balinesisk danseshow

Påskekyllinger og vulkanudbrud

En af fordelene ved at rejse alene er, at det er utrolig nemt at finde lokale venner, der gerne vil vise en rundt. Rinton, der normalt arbejder som guide, brugte en hel dag på at køre mig rundt i Yogya. Han tog mig blandt andet til fuglemarkedet, hvor man kunne købe alt fra pink kyllinger til flyvende hunde.

en hel håndfuld farverige påskekyllinger

Fuglemarkedet

Derefter kørte vi til den nærliggende strand, der er helt sort af vulkansk sand, og som har så store bølger, at det er forbudt at bade der. Til trods for det, er det et meget populært sted for lokale javanesere, og selvom vi kom en eftermiddag midt i ugen, var der fuldt af mennesker. Der blev solgt alt fra hestevognstur til frisk grillede majskolber, og folk hyggede sig tydeligvis.

sælgere på stranden

Rinton og mig på stranden

Da jeg efterhånden havde brugt en uge i Yogya, var det tid til at rejse videre. Rinton hjalp mig med at få arrangeret en bustur til Bali med stop ved Bromo. Bussen samlede mig, Lars og Felix op fra vores hotel kl. 8 om morgenen, og så fik vi ellers glæden af at sidde på vores dertil-indrettede i ca. 14 timer, til vi ankom til vores hotel, hvor vi skulle tilbringe 4 timer, inden vi igen skulle op for at se solopgangen over Bromo. For første gang var jeg faktisk lettet over, at jeg blot skulle tilbringe 4 timer i min seng, for det var ubeskriveligt koldt, og jeg lukkede ikke et øje hele natten. 

Lars og Felix klar til Bromo

Klokken 3.30 blev vi guidet ind i en jeep og kørte ca. 10 km, hvorefter vi blev sat af og måtte klatre de sidste 2 stejle km op til udsigtspunktet. Det var koldt og hårdt at kravle derop, men hvor var det et fantastisk syn, der mødte os i takt med at solen stod op. Bromo er stadig yderst aktiv og havde et udbrud for 2 uger siden, så der står en konstant røgsky op fra krateret. 

Mount Bromo

Efter solopgangen kørte vi ned til foden af vulkanen og til vores overraskelse, måtte vi gerne gå op til kanten af krateret. Vi havde ellers alle fået at vide, at det ikke var tilladt pga. risiko for udbrud, men den slags tager indoneserne ikke så højtideligt.

Mig ved kanten af krateret.....klar til at flygte

Det var muligt at ride op til toppen, så jeg benyttede mig naturligvis af den mulighed og kravlede det sidste stejle stykke til toppen. Det var et meget skræmmende syn, der mødte mig, da jeg kom op til kanten af krateret. For det første var der intet gelænder til at afskærme, så man måtte passe på, at man ikke faldt ned i krateret, der komstant spyede store røgskyer fra sig. For det andet var der lyden. Det lød som eksplosioner, der konstant rumlede fra krateret, og det tog mig ikke længe før alle mine instinkter sagde, at jeg skulle se at komme væk derfra.

På hesteryg ved Bromo

Da jeg igen var på lidt mere sikker afstand af krateret, gik turen på hesteryg tilbage til hotellet. Det var en skøn ridetur og jeg nød i fulde drag at se den smukke natur fra ryggen af en hest i stedet for fra bagsædet af en bil. Jeg har nu meget ømme muskler efter rideturen og er meget træt efter den lange tur, men det var det hele værd, for hvor ofte får man mulighed for at kigge direkte ned i en aktiv vulkan og rent faktisk slippe godt fra det?

Couch surfing i Wonosobo

Undervejs på min rejse har jeg mødt en del couch surfere (sofa surfere), som har talt meget varmt om dette system. Til jer, der ikke ved hvad CouchSurfing går ud på, kommer her en lille forklaring. Couchsurfing.org er en internet baseret organisation for rejsende og folk, der er har en sofa i overskud over hele verden. Når man er couchsurfer, kan man enten tilbyde en anden couchsurfer husly, vise personen rundt i ens hjemby eller finde andre couchsurfere, der vil lade en overnatte på deres sofa. Det hele er gratis, og der er klare retningslinier for, at man ikke betaler for at overnatte ved hinanden, men derimod selv hjælper til ved at være vært for andre couchsurfere engang i fremtiden. Alle har en profil på hjemmesiden, hvor man skriver lidt om sig selv og folk, man har mødt har mulighed for at skrive en kommentar til en. Det er derfor en meget sikker måde at få en meget anderledes oplevelse på. Jeg har brugt en del tid på at overveje om, det var noget for mig, da jeg synes det var lidt grænseoverskridende at skulle bo i en fremmed persons hjem, når jeg rejser alene. Jeg oprettede dog en profil, og da Hary kontaktede mig og tilbød mig at komme og besøge ham og hans familie i Wonosobo takkede jeg ja. 

Harys hus

Jeg tog turen fra Yogya til Wonosobe, som ligger 4 timers kørsel mod nord. Der er tale om en meget lille by i Javanesiske måleforhold, og det er en befrielse at komme til et sted, hvor der er fred, ro og natur lige udenfor døren. 

Harys engelsk skole

Hary har en engelsk skole i byen, og da jeg ankom blev jeg naturligvis bedt om at hilse på eleverne og svare på deres spørgsmål. De går til engelsk ca. 2 gange om ugen udover deres almindelige skolegang, og de er alle rigtig glade for at gå der, eller det var i hvert fald, hvad de sagde, da jeg spurgte om, de synes engelsk var sjovt.

Klasseværelse på skolen

Harys kone underviser også på skolen, og da de begge var færdige med deres timer kørte de mig hjem til deres hus i en lille landsby udenfor Wonosobo. Her mødte jeg resten af familien, deres 3 børn og Harys mor, der også bor hos dem. Nogle af eleverne fra skolen var også hjemme i huset, og de tog mig med på en gåtur rundt i nabolaget.

På tur i nabolaget

Det var så hyggeligt at gå rundt imellem rismarker og lytte til lyden af folk, der arbejdede i markerne og vandet, der rislede i bækken. Da jeg er lidt højere oppe en Yogya, har jeg glæden af, at temperaturen er faldet drastisk, så jeg nu slipper for at svede konstant.

Rismarker

Efter at have hilst på naboerne, der alle kiggede noget på mig, da jeg kom gående, viste Hary mig lidt af hans dokumentarfilm, som han går meget op i at lave. 

Næste dag stod jeg tidligt op for at tage bussen op til et område, der hedder Dieng Plateau. Det er et område, som ligger i 900 meters højde og tiltrækker turister pga de mange ruiner og ikke mindst vulkankrateret, hvor man kan stå og kigge på det boblende mudder, der stinker umådelig meget af svovl.

Jeg valgte at gå den ca. 3 km lange tur rundt imellem de forskellige steder, hvilket de lokale ikke helt forstod og det skete utallige gange at en motorcykel stoppe og spurgte om jeg ikke ville have et lift rundt i stedet, selvfølgelig for den nette sum af 6 kr.

Colored lake i Dieng

Jeg havde dog ikke travlt, så jeg nød at gå langs ris- og kartoffelmarkerne, hvor bønderne passede deres afgrøder med håndkraft. Pga højden og den kølige luft lå der en tåget dis over hele landskabet, som skabte en helt speciel stemning sammen med stilheden og lyden af folk, der snakkede i markerne, imens de arbejdede. Jeg er nu tilbage i Harys hus og sidder på deres altan og kigger på regnen imens jeg nyder stilheden. I morgen går turen tilbage til Yogya, men det er bestemt ikke sidste gang jeg couchsurfer og jeg vil kun give mine varmeste anbefalingerne til andre.

En gammel Honda, et korupt indonesiske politi og et eksploderet dæk

Efter flere dage på langs med en forkølelse forårsaget af lidt for meget aircondition, var jeg igen klar til at gå på opdagelse. Yogyakarta har deres egen Sultan, som fungerer som guvernør for provinsen og hans palads ligger ikke så langt fra, hvor mit hotel ligger. Paladset ligger i en gammel del af byen, hvor der også er mange ruiner at finde. Jeg havde tænkt mig, at jeg blot selv ville gå på opdagelse i bydelen, men efter ganske kort tid, var der en ældre herre, med et tandsæt, der havde set bedre dage, som pegede mig i retning af paladset. 

Anton

Det gik hurtigt op for mig, at han havde udnævnt sig selv til at være min guide, for han fulgte mig troligt rundt og fortalte vidt og bredt om byen. Det havde jeg nu ikke noget imod, for han var en meget rar mand, og det viste sig, at den gamle bydel var noget sværere at finde rundt i, end jeg lige havde regnet med, så jeg vurderede, det nok var ganske fornuftigt med en guide så jeg ikke for helt vildt. Paladset tilhører den 10. sultan af Yogyakarta, og da han kun meget sjældent selv bor der, er det åbent for offentligheden. 

En gammel udgave af sultanens seng.

Vi besøgte sultanens pool, der er temmelig gammel og ikke bliver brugt længere, men Anton, min guide, fortalte, at poolen var opdelt i et område til sultanens koner og et område til sultanen selv. For enden af kvindernes pool havde sultanen et tårn, så han kunne iagttage kvinderne imens de svømmede og han ville så smide en blomst ned til den af konerne, han ønskede at tilbringe natten med. 

Pool området for sultanens koner med tårnet for enden.

Det er stadig tilladt at have flere koner i Indonesien, men min guide var dog ganske tilfreds med kun at have 1, da flere ville være alt for meget arbejde.

Yogyakarta er centrum for javanesisk kunst og hver anden husstand i den gamle bydel producerer enten batik eller læder dukker. Batik produceres i hånden ved at dryppe voks på de områder, der ikke skal have farve. Dette gentages til man har påført alle de ønskede farver og voksen igen kan fjernes. Et stort batikmaleri tager op til flere uger at producere.

Kvinde påfører voks på batikklæde.

Læderdukkerne bruges til traditionelle dukkespil, som fortæller om myter fra gammel tid. De laves ud af bøffelskind, hvor sirlige mønstrer bankes ud i skindet og derefter farvelægges de. Et yderst imponerende arbejde, som igen tager op til flere uger for at fremstille de store dukker. 

Læderdukkerne males i hånden efter mønstrene er banket ud.

Efter flere timers rundvisning i den gamle bydel tog jeg afsked med Anton og accepterede hans tilbud om at være min guide næste dag, så jeg kunne komme rundt og se alle templerne omkring byen. Aftalen var, at han skulle samle mig op kl. 6 næste morgen på sin motorcykel (scooter i danske måleforhold), og så ville vi ellers krydse fingre for tørvejr.

Der var dog ingen Anton, da jeg dukkede op udenfor mit hotel om morgenen, og lige som jeg skulle til at opgive håbet stoppede en ældgammel Honda foran hotellet og Anton forklarede undskyldende, at hans motorcykel ikke ville starte, så han var nødt til at tage bilen. Han for om til min side af bilen og åbnede og lukkede galant døren for mig, hvilket han gentog resten af dagen.

Afsted gik turen til Prambanang og Borubudur tempel, der ligger et godt stykke udenfor byen. De mindede mig i høj grad om templerne, jeg har set i Ankhor Wath i Cambodien, og jeg nød at være den eneste, der var stået så tidligt op, så jeg havde det første tempel for mig selv.  Ved det andet tempel stoppede to unge piger mig og spurgte om, de måtte vise mig rundt for at træne deres engelskkundskaber. De studerede begge på 2. år på gymnasiet og skulle bruge 1 måned på at træne engelsk ved at ”fange” turister ved templet og tale med dem. De var herlige piger begge to, og jeg kunne ikke andet end grine og aflevere min mail adresse, da de spurgte om, vi skulle være Facebook venner. 

Mine nye Facebook-venner

For blot 6 måneder siden eksploderede den store vulkan, Merapi, som ligger lidt udenfor Yogyakarta by. Mange mennesker blev dræbt, og adskillige måtte flygte fra hus og hjem og er i dag blevet genhuset på Sumatra af staten. 

Området hvor lavaen flød og Merapi i baggrunden

Anton tog mig med hen til det, der engang har været en flod, men som nu tydeligt viser, hvor lavaen flød under udbruddet. Der er gråsort sand over det hele og store klippestykker er blevet flyttet med lavaen. Sandet er én af de eneste positive resultater af udbruddet, for det kan nemlig sælges videre. Et vognlæs giver ca. 200.000 Rupies, hvilket svarer til 120 DKK, som er ganske mange penge ifølge Anton. Der løb stadig lidt vand i floden, som lugtede af svovl og sendte en tåge af damp fra sig. Da vi stak hænderne i vandet, fik vi hurtigt trukket dem til os igen, for vandet var virkelig brandvarmt og bevidner om, at der stadig er aktivitet i vulkanen.

Scooter kører igennem damp fra det varme vand.

Den gamle Honda startede på magisk vis igen og vi begav os tilbage mod byen. Efter lidt tid blev vi stoppet af politiet, der lavede en kontrol af alle køretøjerne. Anton fumlede sin pung og kørekort frem og blev vist hen bag en politibil. Vi havde inden snakket om, hvordan han ikke brød sig om politiet, da de er dybt korrupte. Imens jeg sad alene i bilen kom en betjent hen til mig og sagde en masse på indonesisk, jeg forstod naturligvis ikke en disse, men gættede på, at det ikke var slemt, da han blev ved med at smile, så jeg smilede bare igen. Da Anton lidt efter kom tilbage, fortalte han, at det kostede ham 30.000 = 18 kr., at slippe igennem kontrollen. Han havde naturligvis måtte prutte lidt om prisen, og det havde været billigere, hvis vi havde været på motorcykel, men han fortalte, at det var ganske normalt for politiet at holde den slags razziaer og pengene går direkte i lommerne på hver og en af dem.

Vi fortsatte lystigt videre, og jeg var glad for, at det i danske måleforhold var et så lille beløb, de krævede, så jeg uden problemer kunne dække den udgift.  Jeg begyndte hurtigt at småslumre i den varme bil og blev pludselig lysvågen, da jeg hører lyder af venstre fordæk, der eksploderede, idet vi kørte hen over en bro. Det store projekt med at skifte dæk midt på en meget trafikeret vej gik i gang med Antons ikke helt velegnede værktøj. Det tog ham derfor temmelig lang tid at få skiftet dækket og i mellemtiden, var jeg vidne til, at en kvinde på scooter overså bilen og først ramlede ind i dækket, Anton klogt nok havde lagt et par meter bag bilen, og derefter ramte siden af bilen. Hun tog sig dog heldigvis kun til knæet og så ikke ud til at have lidt større skade. 

Dækskift på den gamle Honda

Efter 45 minutters kamp vendte Anton sig storsvedende og smilende mod mig og undskyldte mange gange, men sagde, at nu var den så god som ny igen. Jeg kiggede skeptisk på det næsten flade dæk uden mønster, som han havde sat på i stedet og foreslog forsigtigt, at vi måske skulle finde noget luft at fylde i dækket og så køre hjemad. Luften gik han med til, men vi skulle lige se endnu et palads, inden vi vendte helt hjem. 

Unge drenge ved den første sultans palads

Jeg krydsede fingre for bilen og vores overlevelse og var glad, da jeg igen blev afleveret helskindet udenfor mit hotel. Jeg var så taknemmelig for hans gode humør og havde så ondt af hans uheld, at jeg valgte at betale ham det dobbelte af, hvad vi havde aftalt, hvilket kun løb op i ca. 150 kr., hvilket næsten svarer til, hvad man kan få en 2 dages tur til. Alt i alt var det en indholdsrig tur, og jeg er glad for, at Anton var en af de få guider, som jeg ikke bare viftede væk, da han første gang henvendte sig til mig.

Kulturchok i Indonesien

Hvilke kontraster, der ventede mig i Indonesien, efter at have brugt 3 dage på at vandre rundt i Singapores rene og pæne gader. Java er den tættest befolkede ø i Indonesien og størstedelen af befolkningen er muslimske, hvorfor de fleste piger bærer tørklæder og man flere gange om dagen hører, hvordan der bliver kaldet til bøn fra den lokale moske.

Jeg ankom til Jakarta og stod på en bus til Bogor, der blot skulle ligge en times kørsel fra Jakarta. 3 timer senere ankom vi til Bogor efter at have kørt i sneglefart igennem tæt trafik hele vejen. Jeg var naturligvis den eneste turist i hele bussen og blev derfor nærmest overfaldet af taxi chauffører, da jeg stod ud af bussen. Jeg fandt en chauffør, der så nogenlunde tilforladelig ud og blev kørt hen til mit guesthouse, som var en gammel tysk bygning fra 1800-tallet med 4-5 meter til loftet og store rum, der dog var lidt faldefærdige.

Mit værelse i Bogor

Familien, der havde huset var ekstremt venlige, og de tilbød at køre mig hen til en anden busstation, så jeg kunne få købt min billet videre til Yogyakarta næste dag. Med busbilletten på plads fik jeg installeret mig i mit kæmpemæssige værelse, med eget badeværelse. Det tog mig dog lidt tid at regne ud, hvordan man helt præcis skal balancere på deres mærkelige toiletter og kakerlakken, som boede derude, var ikke specielt charmerende. 

Mit badeværelse i Bogor...ren luksus

Efter en god nats søvn bevægede jeg mig over i den botaniske have, som Bogor er så kendt for. Adskillige hektarer er anlagt med stier, søer og store træer for mange år siden, så alt har lidt patina, men det er så absolut et fristed i den ellers hektiske by, hvor 5 millioner mennesker lever.
 

Springvand med patina i Bogor



Hvem vidste, at den lille havfrue sidder i den botaniske have i Bogor?

Endnu engang var jeg praktisk talt den eneste turist, og det varede da heller ikke længe før den første tørklædeklædte pige kom hen og spurgte, om hun måtte tage et billede sammen med mig. Bagefter blev jeg bedt om at møde en stor gruppe af elever, der gik i 5. klasse, så de kunne stille mig spørgsmål på engelsk og igen tage masser af billeder og skrive autografer, lærerinden fortalte mig at mange af børnene faktisk aldrig havde talt med en turist som mig før. 

Gruppefoto med 5. klasse i Bogor botaniske have

En anden gruppe lærere og elever, jeg mødte bød mig på frokost fra deres medbragte picnic kurv og fortalte mig, at de hver søndag tager i parken for at finde turister, som eleverne kan øve deres engelske med.



Picnic med lokale lærere i Bogor

En formiddag, jeg havde forventet, skulle bruges på at gå rundt og nyde haven, endte altså med, at jeg fik jeg lov til at føle mig som en kendis og mødte en masse søde og nysgerrige lokale.

Jeg valgte at tage en bus fra Bogor til Yogyakarta, som ”kun” tog mig 16 timer. Jeg var naturligvis den eneste turist, der havde fået den umådelig dårlige ide, og jeg følte mig meget blond og turistet, hver gang vi stoppede på en rasteplads, hvor der KUN fandtes lokale. Indoneserne er dog meget venlige mennesker og manden, der sad foran mig i bussen sørgede for at informere mig om, hvor længe hver pause var, og hjalp mig også med at finde en taxi, da vi endelig kom frem. Så selvom jeg skiller mig meget ud og må konstatere, at jeg vist har bevæget mig lidt væk fra den normale backpackerrute, så møder jeg mange nysgerrige og hjælpsomme lokale, der især er meget overrasket over, at jeg rejser rundt alene og alt tyder på, at jeg kommer til at optræde i mange af deres familiealbum.