På besøg hos sultanen

Klokken var 2 om natten, og jeg havde lige fået min bagage udleveret i lufthavnen.  Jeg havde læst at Brunei ikke har særlig mange taxier, da de fleste har egen bil og chauffør, så jeg følte mig derfor heldig, da jeg efter 45 minutters ventetid endelig fik fat på en taxi, der for dobbelt pris kunne køre mig til Royal Brunei Yacht Club, hvor jeg skulle mødes med Lars fra S/Y Jennifer. Endnu engang var jeg heldig, at han vågnede af sig selv og opdagede min besked, jeg havde sendt ham fra lufthavnen, for der er sjældent nogen net forbindelse her i havnen, så jeg kunne ligeså godt have endt med at sidde og vente til det blev lyst. I stedet sejlede Lars mig ud til Jennifer, hvor jeg fik lov til at sove i salonen (fællesstuen på båden), da alle var gået til ro. 

S/Y Jennifer

Yacht klubben i Brunei

Vi er 5 mand ombord på båden på nuværende tidspunkt, og jeg siger vist ikke for meget, hvis jeg siger at jeg trækker gennemsnitsalderen temmelig meget ned. De 4 herrer, som er med, er alle pensionerede og nyder deres otium, men de er alle herlige mennesker, med en masse spændende historier. Fordelen ved at være eneste pige ombord er, at jeg nu har fået den næststørste kahyt med eget bad og toilet, så jeg føler, at det er ren luksus.

Vi ligger for anker ud for yacht klubben og planlægger at sejle herfra i morgen til en lille ø, der hedder Pulau Labuan, i Malaysia. Tiden har vi brugt på at få styr på visum til Filippinerne, som vi skal til efter Malaysia. Man får normalt 21 dages gratis visum til Filippinerne ved ankomst, men da vi ikke kan være sikre på at finde en grænsekontrol før kystvagten finder os, har vi betalt os fra et visum, for at undgå eventuelle problemer. 

I går var vi på sightseeing i Bandar Seri Begawan, der er hovedstaden i dette lillebitte lande, der er regeret at Sultanen og som mest er kendt for penge og olie. Der lever knap 400.000 mennesker i Brunei og landet er præget af striks muslimsk tro, så der er ingen alkohol tilladt og majoriteten af befolkningen besøger moskeen hver dag. Når man går rundt i byen, ser man derfor mange kvinder med tørklæder, men der er også en del som ikke bærer tørklæde, så man har ikke indtryk af at troen undertrykker dem. 

Moskeen

Vi besøgte den største moske i BSB, som er bygget af den nuværende sultan og har 29 guldbelagte spir, der illustrerer, at han er den 29. sultan. Overraskende nok fik jeg lov til at komme ind i moskeen efter at være blevet iført en flot sort dragt, der dækkede mig fra top til tå. 

Inden i moskeen

Det var et dybt imponerende syn, der var marmor og guld over alt, og hver eneste centimeter, som ikke var dækket af marmor, var i stedet dækket af dekorative mønstre i mosaik. Vi spurgte vores guide hvor meget moskeen havde kostet at bygge, og hans kommentar var: ”only the sultan knows”…..

Efter moskeen sejlede vi ud for at se ”the water village”, der er en stor landsby, med ca. 40.000 indbyggere, som er bygget på stolper på vandet. Landsbyen har alt, hvad en normal landsby har, i form af skole, kiosk og siden 1996 også rør til at lede spildevand væk fra byen. Før den tid røg alt spildevand bare direkte ned i vandet. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det så ud dengang, for jeg synes stadig det flyder med uanede mængder af affald, men en del af den dårlige lugt må forventes at være blevet mindsket.

Det er nu ved at være aften, og Walter og jeg står for aftensmaden, som står på kartoffelmos med kødsovs, der har simret et par timer, ligesom min far ville har gjort det. Dog har vi ingen cocktail pølser, så helt så god, som min fars kødsovs bliver den nok ikke...