Virtuel rundtur på Jennifer

Jeg har optaget en lille film, så I kan se hvordan Jennifer ser ud inden i.

Kahytten, vi sluttet af i, er mit værelse...

Taxfree, survivor island og Kota Kinabalu

Efter 2 dage i BSB blev sejlene sat og vi bevægede os mod Labuan i Malaysia. Vi fandt plads i havnen, der var meget centralt belliggende i forhold til centrum af byen. Øen var ikke speciel interessant. Der var fyldt med taxfree butikker over det hele, og den billige alkohol vækkede da også stor glæde hos den mandlige del af besætningen, som fik provianteret lidt til resten af turen. Jeg fik glæden af at hilse lidt på andre langturs sejlere, og specielt et ældre par i båden ved siden af os fik mig til at trække på smilebånene. De var utrolig søde mennesker, men damen om bord skræmte nær livet af os, da hun første gang kom hen til vores båd rynket som en gammel rosin og med sorte pandaøjne, som hun uden tvivl havde gjort sig umage med at male. Næste morgen sad jeg stille og roligt og drak min te på båden, da hun efter sin morgen svømmetur i Eva kostume kommer gående forbi denne gang helt hvid i hovedet af creme. Jeg så hende herefter lave sin morgen gymnastik rutine, som mildest talt fik mig til at tabe underkæben. Hun sprang rundt som en 18 årig spring gymnast, gik på hænder, stod i bro og sluttede af med at fare rundt på rulleskøjter. Så selvom denne ældre dame fik mig til at grine en del, så tager jeg hatten af for hende.

Billede fra skippers computer da vi nærmer os Tiga

Vi forlod Labuan for at sejle til Tiga, der lå 7 timers sejllads med moter og sejl fra Labuan. Sejlturen var rigtig behagelig, og jeg kan konkludere at min søsyge stadig lader vente lidt på sig. Vi skiftes til at sejle, og det må siges at være temmelig simpelt for alt, hvad man skal gøre er at sørge for, at autopiloten holder kursen og holde øje med, at vi ikke sejler ind i noget.

Rebene jeg forsøger at huske, hvad skal bruges til...

Masten på Jennifer

Ind imellem skal der dog sættes sejl og hives i forskellige reb, som jeg virkelig forsøge at huske hvad hedder, men det er lidt svært, når man både skal huske de svenske og engelsek ord for alt, så ret ofte sidder jeg som et stort spørgsmålstegn, når der bliver givet en kommando til mig. 

Udsigten fra båden da vi lå ud for Tiga

Tiga er en rigtig lille bounty ø med jungle helt ned til vandkanten. For nogle år siden var øen vært for reality programmet Survivor, men da vi var der, var der ikke spor af andre turister end de 2 andre både, som lå for anker.

På vej på eventyr på Survivor island

Vi sejlede ind til øen for at udforske mudder badene, som man finder midt på øen. Det var en meget speciel følelse at svømme rundt i mudderet. Det føltes helt blødt og selvom det var meget dybt, var det umuligt at få hovedet under, fordi man flød så godt ovenpå. Desværre var der ingen steder at skylle mudderet af bagefter, så vi måtte gå tilbage igennem junglen helt dækket af mudder og så til slut springe i havet for at få det vasket af igen.

Nogle af de lokale på Tiga

Efter et dejligt ophold på Tiga sejlede vi videre til Kota Kinabalu, hvor vi nu ligger i marinaen. Det er helt som at være på luksus hotel, hvor man har pool, restaurant og lækre badeforhold. Vi har fået endnu en svensker med ombord, som skal sejle med os en uges tid, så nu er der ved at være fuldt hus.  

Sutera marina Kota Kinabalu

Muslimsk svømmetur

Nærbillede fra det flotte haveanlæg i marinaen

På besøg hos sultanen

Klokken var 2 om natten, og jeg havde lige fået min bagage udleveret i lufthavnen.  Jeg havde læst at Brunei ikke har særlig mange taxier, da de fleste har egen bil og chauffør, så jeg følte mig derfor heldig, da jeg efter 45 minutters ventetid endelig fik fat på en taxi, der for dobbelt pris kunne køre mig til Royal Brunei Yacht Club, hvor jeg skulle mødes med Lars fra S/Y Jennifer. Endnu engang var jeg heldig, at han vågnede af sig selv og opdagede min besked, jeg havde sendt ham fra lufthavnen, for der er sjældent nogen net forbindelse her i havnen, så jeg kunne ligeså godt have endt med at sidde og vente til det blev lyst. I stedet sejlede Lars mig ud til Jennifer, hvor jeg fik lov til at sove i salonen (fællesstuen på båden), da alle var gået til ro. 

S/Y Jennifer

Yacht klubben i Brunei

Vi er 5 mand ombord på båden på nuværende tidspunkt, og jeg siger vist ikke for meget, hvis jeg siger at jeg trækker gennemsnitsalderen temmelig meget ned. De 4 herrer, som er med, er alle pensionerede og nyder deres otium, men de er alle herlige mennesker, med en masse spændende historier. Fordelen ved at være eneste pige ombord er, at jeg nu har fået den næststørste kahyt med eget bad og toilet, så jeg føler, at det er ren luksus.

Vi ligger for anker ud for yacht klubben og planlægger at sejle herfra i morgen til en lille ø, der hedder Pulau Labuan, i Malaysia. Tiden har vi brugt på at få styr på visum til Filippinerne, som vi skal til efter Malaysia. Man får normalt 21 dages gratis visum til Filippinerne ved ankomst, men da vi ikke kan være sikre på at finde en grænsekontrol før kystvagten finder os, har vi betalt os fra et visum, for at undgå eventuelle problemer. 

I går var vi på sightseeing i Bandar Seri Begawan, der er hovedstaden i dette lillebitte lande, der er regeret at Sultanen og som mest er kendt for penge og olie. Der lever knap 400.000 mennesker i Brunei og landet er præget af striks muslimsk tro, så der er ingen alkohol tilladt og majoriteten af befolkningen besøger moskeen hver dag. Når man går rundt i byen, ser man derfor mange kvinder med tørklæder, men der er også en del som ikke bærer tørklæde, så man har ikke indtryk af at troen undertrykker dem. 

Moskeen

Vi besøgte den største moske i BSB, som er bygget af den nuværende sultan og har 29 guldbelagte spir, der illustrerer, at han er den 29. sultan. Overraskende nok fik jeg lov til at komme ind i moskeen efter at være blevet iført en flot sort dragt, der dækkede mig fra top til tå. 

Inden i moskeen

Det var et dybt imponerende syn, der var marmor og guld over alt, og hver eneste centimeter, som ikke var dækket af marmor, var i stedet dækket af dekorative mønstre i mosaik. Vi spurgte vores guide hvor meget moskeen havde kostet at bygge, og hans kommentar var: ”only the sultan knows”…..

Efter moskeen sejlede vi ud for at se ”the water village”, der er en stor landsby, med ca. 40.000 indbyggere, som er bygget på stolper på vandet. Landsbyen har alt, hvad en normal landsby har, i form af skole, kiosk og siden 1996 også rør til at lede spildevand væk fra byen. Før den tid røg alt spildevand bare direkte ned i vandet. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det så ud dengang, for jeg synes stadig det flyder med uanede mængder af affald, men en del af den dårlige lugt må forventes at være blevet mindsket.

Det er nu ved at være aften, og Walter og jeg står for aftensmaden, som står på kartoffelmos med kødsovs, der har simret et par timer, ligesom min far ville har gjort det. Dog har vi ingen cocktail pølser, så helt så god, som min fars kødsovs bliver den nok ikke...

Flormelis sand og krystalklart vand

Jeg sidder nu i lufthavnen i Manila og venter på mit fly til Brunei, der afgår om et par timer. Næste eventyr kommer til at foregå på S/Y Jennifer (www.yacht-jennifer.nu), som jeg skal sejle med i 1 måned. 

Karina og mig på White Beach i Boracay :)

Den sidste uges tid har jeg tilbragt på Boracay, først sammen med Karina og de sidste par dage alene. Boracay er et af Filippinernes mere turistede steder, og man kan finde alt, hvad hjertet begærer på øen. White Beach lever i højeste grad op til navnet og er en af de smukkeste strande jeg har set. Sandet er fint som flormelis og vandet er krystalklart. 

White Beach

Søstjerne i flormelis sand....

Hele vejen langs stranden finder man restauranter, barer og hoteller, men på en eller anden måde har de formået at holde det i en stil, så det stadig er hyggeligt. En ting, der overraskede mig meget, er, at White Beach er en røgfri strand, det har jeg alligevel ikke set andre steder. 

White beach

De første par dage, vi havde i Boracay, var der helt vindstille, så dem brugte vi på at slappe af på stranden og nyde de fantastiske solnedgange og masser af god mad.

en af de mange sushi aftener...

udsigt fra Bom Bom bar på White Beach

 

Da vinden kom smuttede vi om på den anden side af øen. Bulabog beach er kitesurfernes strand, og her finder man et hav af kiteskoler og heftig aktivitet både på stranden og vandet, når der er vind.

Bulabog beach

Karina brugte 3 dage med god vind på at få undervisning imens jeg kitede og efter hun tog hjem, havde jeg endnu et par dage med god vind, så jeg har endelig nået et rimelig fornuftigt niveau, selvom det har kostet mig en del vabler, ømme muskler og blå mærker.

Teori på stranden.

Bulabog beach

En lille bid af paradis...

Hvid sandstrand, krystalklart vand, palmer og fantastisk dykning er hvad jeg vil huske Malapascua for. Vi boede i et lille bitte værelse med flettede bambus vægge og en meget nøgen gammel tysker som nabo.

Vores værelse på Malapascua

Dagene gik med at dykke med Fun and Sun Divers, som er et lille lokalt dykkercenter. Det viste sig at Malapascua er et af de få steder i verden, hvor man kan få mulighed for at se Thresher sharks, så vi skulle selvfølgelig også ud og se efter den. Efter at have brugt et helt dyk på at ligge på bunden og vente på hajen, var vi så heldige at den lige svømmede forbi os 1 minut inden vi var nødt til at gå op. Alle var meget glade, men vi blev nu enige om at det er ret kedeligt at ligge og vente på en haj så længe, men nu har vi i det mindste billedet.

Thresher shark

Vi havde 4 andre dyk som var rigtig gode, et af dem brugte vi dog på at finde Manta Rays, men uden held.

Snegl

Reje i søstjerne

Nudi branch

Frog fish

 

Karina havde taget en slagline med, som vi bandt op imellem et par palmer på stranden, for at lære at gå på line. Det var et kæmpe hit blandt alle børnene, og vi brugte mere tid på at lære dem at gå på den end selv at træne, men det var ret underholdende at se, hvor hurtigt børn lærer sådan noget sammenlignet med en selv.

Lille pige på slagline

Drenge leger med sæbebobler på stranden

Malapascua er en meget lille ø, så vi bestemte os for at udforske den til fods en dag. Det tog os ca. 3 timer at vandre hele øen rundt, hvilket var lidt længere end forventet, men vi fik konstateret at der udelukkende bor venlige mennesker på øen, og at der er ekstremt mange børn over alt. Lige så snart man bevæger sig væk fra bounty beach, hvor turisterne holder til, er det udelukkende lokale man ser.

Drenge på cykel i landsbyen

En af de mange haner på pind, der er over alt på øen

Lokal kiosk

Strand.....

Bambus hytte

Skønne børn i landsbyen

Fra Manila til paradis

Det var rent luksus, da vi blev modtaget i Manila lufthavn af moderen til en af Karinas gamle kollegaerne, der havde været så enormt sød at arrangere vores ene overnatning i Manila, så vi ikke behøvede at tænke på noget. 

Vi blev indlogeret hos Florence og Charles, hvor vi hyggede os med hjemmelavet mad og et glas vin, inden vi næste dag blev afleveret af deres chauffør i lufthavnen igen.
Vi fløj ned til Tacloban og kørte ca. 4 timer ned til Padre Burgos, hvor vi skulle bo på Peter's Dive Resort. 

Udsigt fra vores værelse

Stedet var virkelig dejligt og lå helt ned til vandet lidt uden for byen, men vejret var meget dårligt. Det stormede og regnede, og vi måtte hurtigt indse, at der ikke var noget håb for at se hvalhajer, som vi ellers var taget dertil for. 

bølger og storm

Vi blev istedet enige om at tage 2 shoredives, hvor man går i vandet fra stranden. Vi forventede, at der ville være meget dårlig sigt pga vejret, men blev meget positivt overraskede, og vi fik 2 rigtig gode dyk. 

Sovesal på båden.

Vi valgte dog at flygte fra det dårlige vejr og tage til Cebu med færgen om aftenen. Vi havde fået at vide, at færgen ville sejle ved ni tiden, men det blev i stedet til klokken 2 om natten pga. dårligt vejr. Det passede os dog ganske fint, da vi fik en billig overnatning og en god nats søvn ud af det. 

Vi brugte en enkelt dag i Cebu på at se byen, som ikke er særlig præget af turister, så vi følte os lidt som om det var os, der var turistattraktionen i stedet. Fra Cebu kørte vi 3 timer nordpå med en taxi chauffør, der troede, han kørte racerbil på meget små ujævne vegne. 
Vi slap ud af bilen i Maya, hvor vi kom med en lille båd over til Malapascua Island, efter vi var blevet tvunget til at betale overpris for at få lov til at komme med båden. Malapascua er kendt for fantastisk dykning, og det er naturligvis derfor at vi er taget hertil. Derudover kan vi hilse og sige, at øen er helt fantastisk og som taget ud af et postkort. 
Den er blot 500m bred og 1km lang og der er fyldt med palmer, hvidt sand og bambushytter over det hele. Vi har fået et meget billigt lille værelse til 36 kr. pr nat for 2 mand, hvor vi dog må udenfor for at komme i bad og på toilet. Alle pengene vi sparer på overnatning, bruger vi i stedet på at spise på vores nyfundne lækre ressort, hvor vi lader som om, vi bor i løbet af dagen.