Tubbataha

Jeepney i Puerto Princessa

Sightseeing i Puerto Princessa

Da vi havde ventet 5 dage på, at vinden skulle stilne af, begav vi os ud mod Tubbataha natinal park øst for Palawan. Vinden havde dog ikke lagt sig helt så meget som forventet, så vi måtte ”bremse” båden for ikke at komme for tidligt frem. Tubbataha er en national park beskyttet af UNESCO, så der er mange restriktionen forbundet med at besøge stedet. Der er tale om en atol, som kort fortalt er et koralrev, der danner en cirkel med en lagune i midten. Det er ikke tilladt at kaste anker, men man skal i stedet benytte sig af bøjerne, der er placeret rundt omkring.

Sightseeing i Puerto Princessa

Vi brugte ca. 20 timer på at komme frem til Tubbataha, og da jeg stod op og kiggede ud af mit vindue, var det eneste jeg kunne se turquoise blåt vand og rangerstationen, der stak ensomt op af havet som en lille olieplatform på en sandbanke. Ud over, at der stadig var en hel del vind og relativt høje bølger, viste det sig, at vores generator var gået i stykker. Det betød, at vi ikke kunne lave ferskvand eller fylde vores dykkerflasker. Det var derfor nødvendigt at få lavet en nød reparation af generatoren, så det brugte den mandlige del af besætningen det meste af formiddagen på. Imens jeg snorklede lidt rundt omkring båden og i løbet af 15 minutter havde jeg både set en reef shark og en skildpadde, så jeg glædede mig til, at vi kunne komme ud og dykke lidt.

Ranger station i Tubbataha National Park

Da vi havde spist vores frokost og var klar til første dyk blæste det op igen, og denne gang kom der en ordentlig regnbyge med i købet. Vi ventede pænt på, at vinden stilnede af og sprang ned i det blå. Vi dykkede langs en koralvæg, hvor der var en del strøm, men vi nød alle sammen dykket selvom det ikke helt levede op til vores forventninger. At komme tilbage på båden efter dykket var lidt af en udfordring på grund af bølgerne. Det regnede stadig temmelig kraftigt, men det passede os ganske fint, for grundet vores mangel på ferskvand, havde skipper inddraget vores daglige bad, så alle skyndte sig op på dækket, for at blive vasket af i regnvejret. Trætte ovenpå den lange sejltur og vores dyk gik vi alle tidligt til ro for at blive gynget i søvn. Vinden og bølgerne fortsatte natten lang og adskillige gange vågnede jeg og tænkte, at det føltes som om vi stadig sejlede.

Næste morgen var vejret ikke blevet meget bedre, men vi blev dog enige om at tage chancen og sejle 8 sømil nordpå for at komme til et nyt dykkerspot. Da vi nåede frem, var det eneste vi kunne se en lille bitte ø, med en meget sparsommelig bevoksning og en masse fugle. Det var ingen bøje vi kunne binde os til, og der var stadig ikke mulighed for at kaste anker, så den eneste løsning var, at Jennifer skulle cirkle rundt, imens vi dykkede. Bølgerne var absolut ikke blevet mindre, og vi skulle dykke meget tæt på koralrevet, så Malcolm var nødt til at blive på Jennifer for at sørge for, at hun blevet styret sikkert udenom revet. Lars og jeg gjorde os hurtigt klar og sprang i vandet, imens Jennifer sejlede. Vi havde taget en bøje med, så de kunne følge med i, hvor vi befandt os, for vi kendte ikke stedet og vidste derfor ikke, hvad vi kunne forvente os mht. strøm o.lign.

Vi gik ned på 15 meters dybde og jeg så den første haj på vej ned mod bunden. Efter ca. 2 minutter kom der endnu en reef schark svømmende og en kæmpemæssig sting ray. Virkelig en god start…..Vi dykkede nu ned af koralvæggen til 42 meters dybde, hvorefter vi langsomt svømmede op langs koral væggen igen, til vi kom til et lidt en såkaldt skråning med koral og sandbund. På dette tidspunkt var vi holdt op med at tælle, hvor mange hajer vi så, for slet ikke at tale om de smukke koraler og farvestrålende fisk. Som prikken over i’et sluttede vi dykket af med, at en stor manta ray kom ”flyvende” elegant hen til os og stille og roligt passerede os, så vi fik lov til at kigge ordentlig på den. Jeg ved ikke om I kan fornemme det, men dette dyk er absolut på min top 3 over helt fantastiske dyk, jeg har haft til dato.

Da vi kom op til overfladen var næste udfordring at komme tilbage på båden. Det skete ved hjælp af en lang line med en bøje i enden, som de kastede ud til os, og så var det ellers om at på udstyret af hurtigt og komme tilbage på Jennifer uden at skvatte i vandet igen. Vi fik pakket dykkerudstyret sammen igen og skipper tog en hurtig beslutning om, at vejret ikke var til at blive i Tubbataha længere tid, så vi satte sejlene og begav os ud på den 36 timers lange sejlads mod næste destination.

Den lange tur er nu overstået og jeg har stadig ikke fået armene ned efter det fantastiske dyk, til trods for en hård sejlads. Vi havde vindstød på 30 knob og høje bølger, der konstant blev kastet ind over båden. Det ville selvfølgelig normalt ikke være noget problem, når man befinder sig under dæk, men det viste sig, at mit vindue er alt andet end tæt, så jeg har brugt hele natten på at sove i en gennemblødt seng, imens jeg har ligget mast op af væggen, fordi båden har hældt op mod 30 grader til siden. Jeg kan vist roligt sige, at vi alle ser frem til en stille nats søvn, uden bølger og nattevagter.