fredag den 25. marts 2011

Stjerneklare nætter i El Nido, kampen mod havslangen, Manilas kaos og farvel Jennifer

28 dage som sømand er slut. Jeg har igen fået fast grund under fødderne og rygsækken fyldt med endnu flere vidunderlige oplevelser. Tiden ombord har budt på mange eventyr, smukke solnedgange og stjerneklare nætter, store bølger og spejlblankt hav. Der har været tid til fordybelse i tanker, bøger og samtaler med fantastiske mennesker. Kort sagt har det været en uvurderlig oplevelse, som jeg aldrig vil glemme.

Hvis jeg skal starte min fortælling, hvor den sidst sluttede, er vi tilbage i El Nido. Vores ankringsplads var i en bugt ud for den lille landsby Coron Coron, som bestod af en række træhytter på pæle og en masse lokale fiskere. Min udsigt fra båden var fantastisk, hvid palmestrand, høje bjerge og simple lokale træhuse. 10 minutters gang førte os om til El Nido, der er et meget populært turistmål på Palawan, men dog ikke i så stor udstrækning, at det har ødelagt byens charme endnu. Der er stadig et utal af bitte små butikker, hvor man kan købe det mest nødvendige. Børnene leger i de smalle gader, der næsten udelukkende er trafikeret af tricycles og scootere. 

Vores dage blev brugt på udflugter indtil byen og 2 dyk med ubeskrivelig dårlig sigt. Som Lars, skipper, udtrygte det, så var den eneste positive oplevelse ved dykkene, når man kunne tisse i våddragten og fik en kort fornbnemmelse af varmt vand (der var virkelig koldt....). Vinden var stadig meget kræftig, og vi måtte derfor opgive vores planlagte tur til Coron, som ellers skulle have stået på masser af vragdyk. I stedet ventede vi i El Nido til vejret stilnede af, og vi kunne bevæge os til Manila.

Turen til Manila bestod af 2 døgns dejlig afslappende sejllads. Der var næsten ingen vind, og havet var store dele af tiden spejlblankt. Der er virkelig noget helt meditativt ved at sidde på dækket af en sejlbåd og se på, at solen går ned i et spejlblankt hav, imens man næsten lydløst glider igennem vandet. Vi kom ind i rutinen med 3 timers vagt efterfulgt af 6 timers pause, som blev brugt på at læse, sove, spise og stirre ud over havet. 
Den sidste aften under min vagt blev freden dog afbrudt af et skrig fra Marina, der stod og vaskede op i køkkenet. Jeg kiggede ned for at se, hvad der foregik, og fik øje på Lars, der stod på trappen, Igor stod i sofaen, og Marina balancerede vandret imellem køkkenbordet og reolen. "Rotte" var min første tanke, men det viste sig at være noget langt farligere, som jeg pludselig fik øje på. På gulvet lå en halv meter lang slange med stribet skind og en sjov flad hale. Det tog lidt tid før de kom sig over chokket, men så kom kost og moppe frem til at passificere krybet, imens Marina hev den store køkkenkviv frem og huggede hovedet af slangen, hvorefter vi ofrede den til havet. Dagen efter fik vi klacificeret bæsten til at være en stribet havslange, der er 10 gange mere giftig end en kobra. Vi har ingen anelse om, hvor længe vi har boet sammen med vores ubudne gæst, men vi var alle meget lettede over, at ingen var blevet bidt, og lukkede vinduer under sejllads blev en ny restriktion.

Trætte og klistrede af havsalt ankom vi til Manila yacht club, hvor jeg har brugt de sidste par dage. Yacht klubben har smidt mig ud 2 gange for at gå i klipklappere, så nu har jeg fået anskaffet mig et par sko. Ellers har vi benyttet muligheden til at gå på sightseeing i Manilas gamle bydel, hvor en gammel mur omkrænser de spansk inspirerede bygninger. Bydelen er en lille oase i en eller kaotisk storby, hvor man konstant bliver mindet om forskellen mellem rig og fatting. Promenaden langs vandet er et af de mange steder, de hjemløse har gjort til deres hjem, og på den anden sider af gaden hænger et stort banner med en reklame for luksuslejligheder med udsigt udover promenaden og havet med teksten: "Live on the priviledged side of the boulevard". Dårlig smag er vist ikke for meget at sige om denne reklame. Trafikken er et kapittel for sig, og man beder en lille bøn, hver gang man skal krydse gaden imellem virvaret af jeepneys, tricycles, busser, taxier og luksus biler med privat chauffør.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar