Kuala Lumpur og Melaka

Tilbage på landjorden og fuld af energi til at leve livet som rygsækrejsende turist igen udforskede jeg Kuala Lumpurs gader. Malaysias hovedstad bærer præg af at være en multikulturel by, hvor man har farverige kinesiske templer ved siden af storslåede moskeer. Næsten alle seværdigheder er inden for gå afstand, så jeg vandrede byen tynd de 2 dage jeg brugte der og kan kun give mine varmeste anbefalinger.

Sjældent finder man en storby med så mange grønne arealer, hvor man kan trække sig tilbage og glemme for en stund at man er midt i en million by. Jeg boede i china town, som er et virvar af souvenir butikker, restauranter og kinesiske specialforretninger. 15 minutters gang fra China Town finder man KL's parker med sommerfugle, bambier og fugle.

 

Går man lidt længere i den anden retning kommer man til den mere moderne del af byen, hvor der er shopping malls med alt, hvad hjertet begærer. Denne bydel er også hjemsted for KL's Petronas towers, som er et imponerende syn både i dagslys og efter mørkets frembrud.

Efter 2 skønne dage i Kuala Lumpur tog jeg bussen sydpå mod Melaka, som er et world herritage sight fyldt med gamle historiske bygninger og selvfølgelig endnu en China Town. Her er en hel del mere stille, og man kan slentre omkring i de små smalle gaden og holde en pause fra den bagende sol i en af de mange kinesiske tehuse.

Stjerneklare nætter i El Nido, kampen mod havslangen, Manilas kaos og farvel Jennifer

28 dage som sømand er slut. Jeg har igen fået fast grund under fødderne og rygsækken fyldt med endnu flere vidunderlige oplevelser. Tiden ombord har budt på mange eventyr, smukke solnedgange og stjerneklare nætter, store bølger og spejlblankt hav. Der har været tid til fordybelse i tanker, bøger og samtaler med fantastiske mennesker. Kort sagt har det været en uvurderlig oplevelse, som jeg aldrig vil glemme.

Hvis jeg skal starte min fortælling, hvor den sidst sluttede, er vi tilbage i El Nido. Vores ankringsplads var i en bugt ud for den lille landsby Coron Coron, som bestod af en række træhytter på pæle og en masse lokale fiskere. Min udsigt fra båden var fantastisk, hvid palmestrand, høje bjerge og simple lokale træhuse. 10 minutters gang førte os om til El Nido, der er et meget populært turistmål på Palawan, men dog ikke i så stor udstrækning, at det har ødelagt byens charme endnu. Der er stadig et utal af bitte små butikker, hvor man kan købe det mest nødvendige. Børnene leger i de smalle gader, der næsten udelukkende er trafikeret af tricycles og scootere. 

Vores dage blev brugt på udflugter indtil byen og 2 dyk med ubeskrivelig dårlig sigt. Som Lars, skipper, udtrygte det, så var den eneste positive oplevelse ved dykkene, når man kunne tisse i våddragten og fik en kort fornbnemmelse af varmt vand (der var virkelig koldt....). Vinden var stadig meget kræftig, og vi måtte derfor opgive vores planlagte tur til Coron, som ellers skulle have stået på masser af vragdyk. I stedet ventede vi i El Nido til vejret stilnede af, og vi kunne bevæge os til Manila.

Turen til Manila bestod af 2 døgns dejlig afslappende sejllads. Der var næsten ingen vind, og havet var store dele af tiden spejlblankt. Der er virkelig noget helt meditativt ved at sidde på dækket af en sejlbåd og se på, at solen går ned i et spejlblankt hav, imens man næsten lydløst glider igennem vandet. Vi kom ind i rutinen med 3 timers vagt efterfulgt af 6 timers pause, som blev brugt på at læse, sove, spise og stirre ud over havet. 

Den sidste aften under min vagt blev freden dog afbrudt af et skrig fra Marina, der stod og vaskede op i køkkenet. Jeg kiggede ned for at se, hvad der foregik, og fik øje på Lars, der stod på trappen, Igor stod i sofaen, og Marina balancerede vandret imellem køkkenbordet og reolen. "Rotte" var min første tanke, men det viste sig at være noget langt farligere, som jeg pludselig fik øje på. På gulvet lå en halv meter lang slange med stribet skind og en sjov flad hale. Det tog lidt tid før de kom sig over chokket, men så kom kost og moppe frem til at passificere krybet, imens Marina hev den store køkkenkviv frem og huggede hovedet af slangen, hvorefter vi ofrede den til havet. Dagen efter fik vi klacificeret bæsten til at være en stribet havslange, der er 10 gange mere giftig end en kobra. Vi har ingen anelse om, hvor længe vi har boet sammen med vores ubudne gæst, men vi var alle meget lettede over, at ingen var blevet bidt, og lukkede vinduer under sejllads blev en ny restriktion.

Trætte og klistrede af havsalt ankom vi til Manila yacht club, hvor jeg har brugt de sidste par dage. Yacht klubben har smidt mig ud 2 gange for at gå i klipklappere, så nu har jeg fået anskaffet mig et par sko. Ellers har vi benyttet muligheden til at gå på sightseeing i Manilas gamle bydel, hvor en gammel mur omkrænser de spansk inspirerede bygninger. Bydelen er en lille oase i en eller kaotisk storby, hvor man konstant bliver mindet om forskellen mellem rig og fatting. Promenaden langs vandet er et af de mange steder, de hjemløse har gjort til deres hjem, og på den anden sider af gaden hænger et stort banner med en reklame for luksuslejligheder med udsigt udover promenaden og havet med teksten: "Live on the priviledged side of the boulevard". Dårlig smag er vist ikke for meget at sige om denne reklame. Trafikken er et kapittel for sig, og man beder en lille bøn, hver gang man skal krydse gaden imellem virvaret af jeepneys, tricycles, busser, taxier og luksus biler med privat chauffør.

Tubbataha

Jeepney i Puerto Princessa

Sightseeing i Puerto Princessa

Da vi havde ventet 5 dage på, at vinden skulle stilne af, begav vi os ud mod Tubbataha natinal park øst for Palawan. Vinden havde dog ikke lagt sig helt så meget som forventet, så vi måtte ”bremse” båden for ikke at komme for tidligt frem. Tubbataha er en national park beskyttet af UNESCO, så der er mange restriktionen forbundet med at besøge stedet. Der er tale om en atol, som kort fortalt er et koralrev, der danner en cirkel med en lagune i midten. Det er ikke tilladt at kaste anker, men man skal i stedet benytte sig af bøjerne, der er placeret rundt omkring.

Sightseeing i Puerto Princessa

Vi brugte ca. 20 timer på at komme frem til Tubbataha, og da jeg stod op og kiggede ud af mit vindue, var det eneste jeg kunne se turquoise blåt vand og rangerstationen, der stak ensomt op af havet som en lille olieplatform på en sandbanke. Ud over, at der stadig var en hel del vind og relativt høje bølger, viste det sig, at vores generator var gået i stykker. Det betød, at vi ikke kunne lave ferskvand eller fylde vores dykkerflasker. Det var derfor nødvendigt at få lavet en nød reparation af generatoren, så det brugte den mandlige del af besætningen det meste af formiddagen på. Imens jeg snorklede lidt rundt omkring båden og i løbet af 15 minutter havde jeg både set en reef shark og en skildpadde, så jeg glædede mig til, at vi kunne komme ud og dykke lidt.

Ranger station i Tubbataha National Park

Da vi havde spist vores frokost og var klar til første dyk blæste det op igen, og denne gang kom der en ordentlig regnbyge med i købet. Vi ventede pænt på, at vinden stilnede af og sprang ned i det blå. Vi dykkede langs en koralvæg, hvor der var en del strøm, men vi nød alle sammen dykket selvom det ikke helt levede op til vores forventninger. At komme tilbage på båden efter dykket var lidt af en udfordring på grund af bølgerne. Det regnede stadig temmelig kraftigt, men det passede os ganske fint, for grundet vores mangel på ferskvand, havde skipper inddraget vores daglige bad, så alle skyndte sig op på dækket, for at blive vasket af i regnvejret. Trætte ovenpå den lange sejltur og vores dyk gik vi alle tidligt til ro for at blive gynget i søvn. Vinden og bølgerne fortsatte natten lang og adskillige gange vågnede jeg og tænkte, at det føltes som om vi stadig sejlede.

Næste morgen var vejret ikke blevet meget bedre, men vi blev dog enige om at tage chancen og sejle 8 sømil nordpå for at komme til et nyt dykkerspot. Da vi nåede frem, var det eneste vi kunne se en lille bitte ø, med en meget sparsommelig bevoksning og en masse fugle. Det var ingen bøje vi kunne binde os til, og der var stadig ikke mulighed for at kaste anker, så den eneste løsning var, at Jennifer skulle cirkle rundt, imens vi dykkede. Bølgerne var absolut ikke blevet mindre, og vi skulle dykke meget tæt på koralrevet, så Malcolm var nødt til at blive på Jennifer for at sørge for, at hun blevet styret sikkert udenom revet. Lars og jeg gjorde os hurtigt klar og sprang i vandet, imens Jennifer sejlede. Vi havde taget en bøje med, så de kunne følge med i, hvor vi befandt os, for vi kendte ikke stedet og vidste derfor ikke, hvad vi kunne forvente os mht. strøm o.lign.

Vi gik ned på 15 meters dybde og jeg så den første haj på vej ned mod bunden. Efter ca. 2 minutter kom der endnu en reef schark svømmende og en kæmpemæssig sting ray. Virkelig en god start…..Vi dykkede nu ned af koralvæggen til 42 meters dybde, hvorefter vi langsomt svømmede op langs koral væggen igen, til vi kom til et lidt en såkaldt skråning med koral og sandbund. På dette tidspunkt var vi holdt op med at tælle, hvor mange hajer vi så, for slet ikke at tale om de smukke koraler og farvestrålende fisk. Som prikken over i’et sluttede vi dykket af med, at en stor manta ray kom ”flyvende” elegant hen til os og stille og roligt passerede os, så vi fik lov til at kigge ordentlig på den. Jeg ved ikke om I kan fornemme det, men dette dyk er absolut på min top 3 over helt fantastiske dyk, jeg har haft til dato.

Da vi kom op til overfladen var næste udfordring at komme tilbage på båden. Det skete ved hjælp af en lang line med en bøje i enden, som de kastede ud til os, og så var det ellers om at på udstyret af hurtigt og komme tilbage på Jennifer uden at skvatte i vandet igen. Vi fik pakket dykkerudstyret sammen igen og skipper tog en hurtig beslutning om, at vejret ikke var til at blive i Tubbataha længere tid, så vi satte sejlene og begav os ud på den 36 timers lange sejlads mod næste destination.

Den lange tur er nu overstået og jeg har stadig ikke fået armene ned efter det fantastiske dyk, til trods for en hård sejlads. Vi havde vindstød på 30 knob og høje bølger, der konstant blev kastet ind over båden. Det ville selvfølgelig normalt ikke være noget problem, når man befinder sig under dæk, men det viste sig, at mit vindue er alt andet end tæt, så jeg har brugt hele natten på at sove i en gennemblødt seng, imens jeg har ligget mast op af væggen, fordi båden har hældt op mod 30 grader til siden. Jeg kan vist roligt sige, at vi alle ser frem til en stille nats søvn, uden bølger og nattevagter.

Tørrede blæksprutter og Mothy Python sketches....

Da vi havde fået vores nye ”crew member” ombord i Kota Kinabalu, sejlede vi til Kudat, hvor vi skulle stemples ud af Malaysia. Imens skipper sørgede for alt papirarbejdet, gik vi andre på provianterings rov på det lokale marked. Der var alt, hvad man kunne ønske sig, lige fra friskfanget fisk til tørret blæksprutte. Vi sprang dog over sidstnævnte og købte 1 kg frisk tun for 20kr i stedet….fantastisk billigt. 

Tørrede blæksprutter

Efter 2 overnatninger i Kudat, var det tid til at forlade Malaysia og sejle mod Filippinske farvande. Vores første stop på Filippinerne blev Balabac. Det var en meget lille landsby, og alle husene var bygget på pæle ud over vandet. 

"Sidegade" i Balabac

Vi havde brug for at proviantere lidt, og da det var min maddag, var det op til mig at finde ud af hvor kreativ, man kan være med 1 kilo sweet potatoes, lidt tomatsovs og grøntsager. Kød kunne man ikke købe, for folk slagtede da bare en høne, når de havde brug for det, som manden i butikken forklarede mig. Heldigvis er alle ombord ganske tilfredse med al slags mad, så længe det er spiseligt. 

Butik i Balabac

Fra Balabac gik turen videre op mod Palawan, hvor vi fandt en lille bounty ø, som vi lå for anker ved. Her blev der tid til lidt snorkling, og Walter og jeg hoppede i dykker ydstyret. Der var dog ikke meget at se på, så det blev kun til 20 minutter under vand. Ved middagstid blev ankeret hævet, sejlene sat og vi startede vores 30 timers sejllads mod Puerto Princessa.

72 årige Walter klatrer i masten

Walter og jeg havde vagt sammen, og specielt de 3 timer om natten, hvor vi havde ansvaret for, at Jennifer sejlede i den rigtige retning, var ganske underholdende. Walter er en ældre, livsbekræftende herre med den dejligste humor, og mange gode livshistorier. Han underholdte mig entusiastisk med sine mange Monthy Python sketches ind imellem hans utallige tjek af, hvorvidt vi nu også var på rette kurs. Det skal lige tilføjes, at det i dette tilfælde absolut ikke var nødvendigt at tjekke computeren hver 5 minut....

Yachtklubben i Puerto Princessa

Efter den lange sejllads nåede vi frem til Puerto princessa, der er den største by på Palawan i Filippinerne. Yachtklubben, som vi ligger for anker ved, er bygget i bedste hippiestil på bambus pæle ud over vandet, og har en meget afslappet stemning. Omkring 2 timer nordvest for byen ligger en af UNESCOs World Heritage sights. Det er en 8 km lang underjordisk flod, som munder ud i havet. Vi sejlede 1,5 km op ad floden og så de fantastiske stalagmitter og stalaktitter, som er formet af vand, der har dryppet i århundreder. 

Puerto Princessa underground river.

Vi har nu taget afsked med Walter og fået 2 nye crew members ombord fra Rusland. Min dag er gået med at kravle rundt på Jennifer og gøre rent, imens de andre har sørget for at få provianteret lidt. I morgen hiver vi ankeret op og sejler ud mod Tubbataha, som er en national park med helt unik dykning. Tubbataha er også beskyttet af UNESCO og skulle efter sigende være fantastisk smukt, så jeg glæder mig meget til at komme ud og få nogle fantastiske dyk.