fredag den 3. juni 2011

The End....

11 måneder er nu gået, og jeg sidder igen hjemme i Danmark. Det har været 11 måneder med ubeskrivelige eventyr og en tur, jeg aldrig ville have været for uden, men det er også godt at komme hjem igen, for lille Danmark er nu engang et dejligt sted, hvor vi lever et umådeligt priviligeret liv på trods af kulden.
Indflyvning til Kastrup

Fantastisk dansk mad :)
Jeg mangler stadig at berette lidt om min sidste tid i Indonesien. Efter Flores fløj jeg tilbage til Bali, hvor jeg først slappede af et par dage ved Sanur, som er en af strandende tæt på lufthavnen, hvor mange turister af gode grunde flokkes. Jeg nød at komme tilbage til civilisationen, hvor der igen var internet og et stort udvalg mad, så man kunne vælge andet end stegte ris. Efter to dage i Sanur tog jeg til Kuta for at mødes med to veninder, jeg havde mødt på Flores tidligere. Vi besluttede at tage til Lembongan for at dykke et par dage. 

Bambushytte på Lembongan

Lembongan ligger sydøst for Bali og det tager blot 2 timers sejllads at kommer derover. Øen er omkranset af krystalklart vand og hvid sandstrand, og den bærer stadig præg af at være en fiskelandsby, så når man går en tur på øen, ser man fiskenet hænge til tørre udenfor deres små bambushytter. 
vores gruppe
Dykningen ved Lembongan var helt fantastisk og endnu engang, fik jeg glæden af at dykke med de fantastiske manta rays.
mig og manta....
Efter Lembongan forlod jeg pigerne for at tage til Ubud og bruge endnu et par dage på at dyrke yoga og få shoppet gaver til familien. Souvenir shopping i Ubud er fantastisk, og markedet i centrum af byen har et enormt udvalg at lokalt kunsthåndværk. Jeg fandt ud af, at det var bedst at shoppe om morgenen, for der får man den såkaldte morgenpris. Balineserne er meget overtroiske og det første salg giver godt held til resten af dagens salg, så når man prutter om prisen er "morning price" et ganske godt koncept.
Taditionelle æsker, der bruges til de mange ceremonier
Håndlavede perlekurve
Med rygsækken fyldt med souvenirs vendte jeg tilbage til Kuta for at have en enkelt overnatning inden turen gik retur mod Danmark. Kuta må være Indonesiens fest centrum. Der er et utal af fulde Australier over alt og alle dage i ugen, kan man finde et livligt natteliv og et utal af store butikker, som primært sælger surfudstyr. Kuta er meget sjov for et par dage, men det har ikke meget at gøre med Indonesien eller Bali for den sags skyld.

søndag den 22. maj 2011

Fantastiske Flores

Efter et fantastisk besøg i Komodo tog jeg bussen til Bajawa, som ligger midt på Flores. Rundt om Bajawa ligger der små landsbyer, hvor husene er bygget efter gamle traditioner. Jeg mødte 5 australier, som inviterede mig til at komme med på deres tur næste dag rundt til byerne omkring Bajawa. Vi vandrede 1 times tid igennem skoven og kom til en lille landsby med stråtækte tage og bambusvægge. Kvinderne havde alle sorte tænder og røde læber efter at have tygget betlenødder hele deres liv, og mændene havde som alle andre i Indonesien en cigaret i munden hele tiden. I midten af landsbyen står der 3 totempæle, som repræsenterer deres mandlige forfædre og tilsvarende 3 små hytter, der symboliserer deres kvindelige forfædre.
Traditionel landsby ved Bajawa
5 timers kørsel på smalle hullede veje, der snor sig omkring bjergene nord for Bajawa cirka midt på Flores ligger en lille by, der hedder Riung. Byen tiltrækker en lille mængde turister, der kommer hertil for at besøge nationalparken The 17 Islands, som i virkeligheden består af 21 øer, men fordi regeringen mente, at det ville have god signalværdig, hvis navnet passede med deres nationaldag den 17. august ændrede de tallet lidt.
Vi var kun 2 turister i bussen til Riung, så vi tjekkede ind på Nirvana, hvor vi hver fik en hyggelig lille bambushytte med udendørs bad og toilet. Riung er en lille landsby med spredte huse og en lille fiskelandsby omkring havnen. Jeg havde forventet, at der ville være lidt flere turister, men vi var de eneste i byen, så vi lejede en af de lokale fiskere som tog os rundt til 4 af øerne, hvor vi snorklede og grillede fisk på stranden.
Frokosten forberedes
Om aftenen grillede vi fisk i Nirvanas have sammen med Tam, ejeren, og de ansatte imens, der blev serveret lokal hjemmebrændt, Arak, blandet med honning. Dagen efter inviterede Tam os til at komme på søndagsudflugt med hans venner, så vi tog en båd ud til en af øerne, hvor der blev grillet og lavet lækker mad over bålet imens børnene legede i vandet og vi andre slappede af i skyggen. 
Søndags picnic i Riung
Efter Riung gik turen videre til Moni, hvor man finder en af Flores største turistattraktioner, nemlig de 3 farvede søer. Søerne er dannet i krateret fra en gammel vulkan og skifter løbende farve afhængigt af mineralindholdet. Da jeg besøgte søerne, var den ene sø kul sort, en anden azurblå med et gult mønster på overfladen, og den sidste var også blå. De farvede søer er et helligt sted for floreneserne og ifølge gammel tro kommer de dødes sjæle hertil for at finde ro. Alt afhængigt af, hvordan du har levet dit liv, ender din sjæl enten i den sorte eller en af de andre søer.
Kelimuto
Sidste stop på Flores blev Maumere, hvor en del dage blev brugt bag på at udforske området omkring byen. Syd for Maumere ligger Sikka, der er en smuk lille landsby med en 111 år gammel trækirke, som blev bygget af portugiserne. Træet blev transporteret hele vejen fra Portugal, og den dag i dag foretages alle gudstjenesterne stadig på latin. 
Kirken i Sikka
Kører man op i bjergene, finder man bittesmå landsbyer, der ligger indhyllet i tåge det meste af tiden. Her er alt frodigt, luften køligere og udsigten helt ubeskrivelig. Landsbyerne har tradition for at bygge stengrave, der hugges ud i hånden og placeres på centrale steder i byerne, turister er en sjældenhed, da vejene hertil knap kan beskrives som veje.
Landsby oppe i skyerne
Flores er nu blevet krydset fra vest til øst og nord til syd. Øen har budt på fantastiske landskaber, vidunderlige mennesker og forfærdelige veje, der alt sammen har gjort oplevelsen uforglemmelig og vist mig hvilke vidundere der gemmer sig i denne østlige del af Indonesien langt fra Bali’s turistede atmosfære. Floreneserne er venlige, stolte og gavmilde mennesker, der med glæde fortæller om deres land og traditioner, så længe du ønsker at lytte. 
Pløjning af rismarker på Flores

onsdag den 18. maj 2011

Paa jagt med hvalfangerne

12 timers transport med bil, baad og truck bragte mig fra Maumere paa Flores til den lille landsby, Lamalera, der ligger paa den sydlige del af Lembata. Transporten var en oplevelse i sig selv. Faergen var pakket til bristepunktet med motorcykler, mennesker og varer og bevaegede sig langsomt fra den ene oe til den anden. Da vi endelig ankom til Lembata gik turen videre med lastbil i 4 timer. Lastbilen sneglede sig af sted paa de oedelagte bjergveje og stoppede et utal af steder for at levere elle hente ting, alt imens indonesisk musik bragede ud af hoejtalerne. Endelig ankom vi dog til Lamalera og fik indlogeret os i et af de lokale homestays, hvor madrassen var tyndere end tynd og bunden af sengen daekket af bambus, saa hver bevaegelse resulterede i en knagen uden lige. Jeg var derfor ikke specielt udhvilet, da vi naeste morgen stod op for at tage paa hvaljagt.
Traditionel båd, der bruges til hvaljagten
I Lamalera praktiseres den gamle tradition med hvalfangst stadig, saa hver morgen sejler et lille antal smaa baade ud paa havet for at se om lykken tilsmiler dem. Baadene er gamle traebaade og nogle af dem sejler stadig kun ved hjaelp af aarer og hjemmelavede sejl. Baaden vi var med havde en motor, og vi sejlede rundt i flere timer for at lede efter delfiner, manta rays eller hvaler. Havet bugnede af delfiner og flere gange var vi taet paa at fange en, men det endte med, at en lille manta ray maatte lade livet for harpunisten.
Delfinkød hænger til tørre i landsbyen
Selve jagten foregaar med en harpun, der er fastgjort til en lang bambus pind. Harpunisten skal saa vaelge det helt rette tidspunkt, hvor han frygteloest kaster sig mod ofret og derefter lynhurtigt skal fange linen, de andre maend om bord kaster i vandet for at samle ham op igen. Manta Rayen kraevede kun 1 harpunering, men naar de skal fange en hval kraever det op til 10 gange, foer den er doed. Det er tydeligvis et fysisk kraevende og farligt job, der beror paa en god portion held, taalmodighed og perfekt timing. I loebet af de 6 timer, vi var paa havet med vores baad, lykkedes det dem kun at fange en enkelt manta ray, og de andre baade fangede i alt 2 delfiner, saa mange maatte sejle tomhaendede hjem. Koedet fra dagens fangst bliver toerret og brugt som handelsvare. Naeste morgen staar kvinderne tidligt op for at tage lastbilen til den naeste landsby, hvor koedet bliver byttet til groentsager, fugt eller andre ting, de ikke selv har i landsbyen.
En af landsbyens kvinder, som væver ikats i baghaven

tirsdag den 3. maj 2011

Med fiskekutter til Komodo

Dovenskab og tidsnød gjorde, at min sejltur blev beskrevet meget kort i form af et par billeder. Turen fortjener dog lidt yderligere beskrivelse, så her kommer beskrivelsen af mine 4 dages krydstogt i Indonesien.
Gili Air
Jeg ankom til Gili Air efter 1 nat på Gili Trawangan. Gili Air var den skønneste lille bounty ø, som man kunne gå rundt om i løbet af 2 timer med inkluderet pause til en enkelt forfriskning undervejs, imens man kigger ud over det azurblå hav. Jeg brugte dagen på at slappe af på stranden og nyde den afslappede stemning på øen. Senere mødte jeg Lars, som var en af de to tyskere, som var med på turen til Bromo i Java. Han havde allerede booket en sejltur til Flores med afgang næste dag, så jeg besluttede mig for at hoppe på samme båd. Næste morgen tog vi båden til Lombok, hvor vi blev hentet af en minibus, der kørte os tværs over Lombok til den lille havn, hvor vores båd ventede på os.
Friskfanget fisk
Båden var en gammel fiskekutter, som var blevet renoveret, så den kunne huse 18 gæster. Turen var den billigste, vi kunne finde, og det bar båden også lidt præg af. Alle måtte sove på dækket eller på den overdækkede ”1. sal”. Madrasserne og puderne var bestemt ikke blevet vasket indenfor det sidste år, så de var lidt klistrede. Borde og stole var der ikke om bord, så når middagen blev serveret, blev der lagt et fint tæppe ud på dækket, og så fungerede det som spisebord. Køkkenet var i den anden ende af båden ved siden af toilettet, og det var dybt imponerende hvor lækker mad, de kunne lave under så primitive forhold. Kyllingen blev slagtet lige inden den blev kogt for at være så frisk så muligt, og kaptajnen fangede fisk til os med harpun. 
Slagtning af kyllingen
Motoren var desværre meget larmende, så det tog os lidt tid at vænne os til at råbe til hinanden under sejladsen og sove for den sags skyld. Til trods for de lidt primitive forhold var alle ombord meget positive, og stemningen var helt fantastisk under hele turen.
Turen varede 4 dage, hvor vi undervejs gjorde stop ved adskillige små øer og hoppede i vandet for at snorkle på de farvestrålende koralrev. Et af højdepunkterne var en lille ø med en stor saltvands sø i midten, som efter sigende var blevet dannet efter et vulkanudbrud, der havde forårsaget en tsunami, der efterfølgende fyldte krateret med havvand. Det mystiske er dog, hvordan søen bevarer sit vandniveau, for der er ingen forbindelse til havet. Af denne grund mener de lokale at søen er hellig og de hænger sten i alle træerne for godt held.
Saltsøen
De absolutte 2 største højdepunkter på turen var vores besøg på Komodo og Rinca. Komodo er verdenskendt for deres Komodo drager, som er verdens største varan og samtidig den mest farlige. Deres bid er ikke dræbende, men det er alle de bakterier, som de har i deres spyt til gengæld. Dragerne på Komodo virkede meget fredelige, da de bare lå og sov, men Komodo dragerne på Rinca var noget mere aktive. Vi så, hvordan de kæmpede med hinanden, da de spiste, og flere gange oplevede vi, at en af dragerne kom løbende faretruende hen mod os, og vores modige guide jagede den væk med hans pind.
Komodo dragons

Manta Ray
På fjerdedagen blev vi sat af i Labuan Bajo på Flores, hvorfra mange fra båden fløj tilbage til Bali med det samme. Lars og jeg havde dog planlagt at benytte os af muligheden for at dykke i Komodo nationalpark, nu vi alligevel var her. Vi havde planlagt at tage en 3 dages liveaboard, men det kunne ikke arrangeres med så kort varsel, så vi endte med at booke 3 dage med 8 dyk i parken. Komodo NP er et helt fantastisk sted at dykke, da koraller og fisk er i overflod her. Der er alt, hvad man kan ønske sig og hvert dyk er som at springe i det mest eksotiske og farvestrålende akvarium du nogensinde kunne forestille dig.
Sådan ser jeg så ud under vand
Mange af stederne, hvor man dykker, er dog temmelig krævende, da strømmen er ekstrem kraftig, så flere gange var det som at blive skudt ud af en kanon, når man sprang i vandet eller når man dykkede for den sags skyld. 
Den første dag samlede vi nogle dykkere op på den mest fantastiske lille ø, og da vi senere fandt ud af, at det ikke var særlig meget dyrere at bo på bounty øen skyndte vi os at flytte derud i stedet for at bo i den mindre charmerende havneby, Laboan Bajo. De sidste 3 nætter har vi nu brugt på Kanawa, som er ren paradis ø.
Kanawa
Vi bor i små primitive bambushytter med udendørs toilet. Vandkanten er lige udenfor døren, så når man står op, kan man starte dagen med at snorkle rundt om øen og nyde koralrevet og alle fiskene, hvorefter man velfortjent kan slappe af i hængekøjen med en god bog. Jeg kunne nemt bruge en uge på at dykke og slappe af på øen, men der er så mange steder at se, så turen må gå videre, og forhåbentlig kan jeg vende tilbage hertil en dag.
Vores bambushytte

fredag den 29. april 2011

4 dages sejltur fra Gili Air til Flores

Spisestuen på vores båd, som også blev brugt til sovesal og opholdsstue.

Ø udforskning undervejs. Vores båd er i baggrunden.

Fiskning og solbadning ombord

Sovesalen for 14 mand undervejs

Komodo dragon på Komodo

Solnedgang

Køkkenet ombord, hvor alt vores lækre mad blev lavet.

lørdag den 23. april 2011

Roadtrip på Bali

Når man kommer ind i Indonesien får man 30 dages visum, hvilket lige præcis er halvdelen af den, tid jeg har planlagt at bruge i landet. Jeg måtte derfor vente 1 uge på at mit og mine bestikkelsespenge rejste til Denpasar og sørgede for endnu 30 dages visum. En af de andre, som boede på hotellet i Ubud var i samme båd, så vi besluttede os for at tage på udflugt med en lejet jeep et par dage for at slå ventetiden ihjel. 
Elefant Caves, Ubud, Bali
Første stop på vores tur var blot i udkanten af Ubud, hvor man finder de såkaldte elefant huler, Goa Ganja. Hvorfor de er kaldt elefant huler begriber jeg ikke, men det var meget interessant at se stedet, da der foregik en for for ceremoni inde i grotten, hvor en af pigerne blev så berørt at hendes familie måtte bære hende ud. Det var meget svært at vurdere om hun græd eller grinte, men et eller andet foregik der i hvert fald.
En lille ofring som man finder over alt på Bali

Balinesisk mand ved Goa Ganja
Vi kørte videre af de små veje, som er i temmelig dårlig stand sammenlignet med danske forhold, så vi blev rystet godt igennem undervejs. Når man ikke rigtig planlægger andet end slutmålet for en road trip, ender man ind immellem med nogle gode overraskelser, når man opdager, at turen går forbi adskillige smukke steder. Et af disse steder var vandpaladset, der pludselig åbenbarede sig for os, da vi kørte rundt om et hjørne.
Water palace

Smuk udsigt på Balis østkyst
Efter et par bumpende timer nåede Prutish (ja man kan faktisk hedde Prut, hvilket morede mig temmelig meget, da han introducerede sig selv) og jeg frem til Amed, som var vores mål for turen. Amed er et ekstremt lille sted på Balis nordøst kyst. Der er knap nok tale om en by, og der er derfor heller ikke nogen ATM at finde, hvilket var lidt problematisk, da jeg var taget af sted uden penge, Prut var dog heldigvis udstyret med penge nok til at betale for os begge, så min tur var reddet. Lidt udenfor Amed ligger den endnu mindre by Tulamben, som har et meget populært dykke sted, nemlig det gamle amerikanske fragtskib, Liberty, som i dag er gennemhullet efter at have været udsat for torpedo angreb og vulkanudbrud. Det gør det dog til et ganske fantastisk dyk, for der er masser af koraler og fisk at finde dernede, så vi havde 2 rigtig gode dyk sammen med Kristine fra Amed Scuba.  
Vores lille jeep pakket med dykkerudstyr
På vores tur tilbage til Ubud stoppede vi ved Balis vigtigste hinduistiske tempel, Besakih, hvor vi var vidner til  en efter-begravelses-ceremoni.
Besakih templet

Efter begravelses ceremoni ved Besakih
Som I sikkert har opdaget, er der ceremonier overalt på Bali, og man kan umuligt gå igennem en dag uden at se minimum 1 ceremoni. De er dog ikke altid lige belejliget, som eksempelvis da vi var lidt sent på den mht. afleveringen af vores lejede bil. Pludselig var vejen indtil byen spærret, fordi der var et kæmpe optog og trafikken blev rent kaos, men det er den slags, man skal vænne sig til på Bali, og som efter min mening er en del af charmen. 
Hinduistisk ceremoni stopper trafikken

mandag den 18. april 2011

Yoga og templer i Ubud

Ubud i Bali er et af de steder, som man skal sparke sig selv i enden for at forlade, for her er så dejligt. Byen er turistet, men uden at det ødelægger den. De fleste kommer her for at nyde templerne, rismarkerne og de mange udbud af yoga og meditationskurser. Nattelivet er næsten ikke eksisterende og der er en dejlig ro over byen. Hotellet jeg bor på ligger midt i centrum af byen, og udefra ligner det mest af alt et tempel. Hver morgen bliver der ofret til lokale guder med røgelsespinde og blomster alle steder. Det giver sådan en hyggelig stemning, at der er blomster og røgelse over alt hvor man går.
min terrasse
Byens mange butikker bærer præg af, at turisterne, der primært kommer hertil, er meget interessede i yoga og sund livsstil, så der er næsten kun butikker, som sælger organiske produkter, yoga tøj eller smykker og krystaller, der skal forbedre dit liv. Noget af det er lidt overdrevet, men i bund og grund er det meget spændende. Jeg bruger de fleste dage på at udforske de mange yoga tilbud, som er at finde her og tror snart jeg kan nå mine tæer igen. Bliver ofte vildt imponeret af de sindsyge positioner nogle af de andre yoga udøvere kommer ud i når vi er til time og forstår slet ikke hvordan det kan lade sig gøre, men hvem ved måske jeg også kan foldes som en kringle en dag.
The Yogabarn
Jeg har ikke været på nogle ture ud over en lille udflugt på cykel rundt i byen, da jeg mest har haft lyst til at slappe af. Min lille tur gik blandt andet til udkanten af byen, hvor man finder Monkey Forrest, hvor hundrevis af aber løber rundt imellem templer og turister.
Fra Monkey forrest

baby abe....
Bali er også kendt for deres traditionelle danse shows, så i går tog vi hen for at se et af dem. Det var temmelig inponerende, hvordan de dansede med alt lige fra øjnene til fingerspidserne.
Balinesisk danseshow