Fantastiske Flores

Efter et fantastisk besøg i Komodo tog jeg bussen til Bajawa, som ligger midt på Flores. Rundt om Bajawa ligger der små landsbyer, hvor husene er bygget efter gamle traditioner. Jeg mødte 5 australier, som inviterede mig til at komme med på deres tur næste dag rundt til byerne omkring Bajawa. Vi vandrede 1 times tid igennem skoven og kom til en lille landsby med stråtækte tage og bambusvægge. Kvinderne havde alle sorte tænder og røde læber efter at have tygget betlenødder hele deres liv, og mændene havde som alle andre i Indonesien en cigaret i munden hele tiden. I midten af landsbyen står der 3 totempæle, som repræsenterer deres mandlige forfædre og tilsvarende 3 små hytter, der symboliserer deres kvindelige forfædre.

Traditionel landsby ved Bajawa

5 timers kørsel på smalle hullede veje, der snor sig omkring bjergene nord for Bajawa cirka midt på Flores ligger en lille by, der hedder Riung. Byen tiltrækker en lille mængde turister, der kommer hertil for at besøge nationalparken The 17 Islands, som i virkeligheden består af 21 øer, men fordi regeringen mente, at det ville have god signalværdig, hvis navnet passede med deres nationaldag den 17. august ændrede de tallet lidt.

Vi var kun 2 turister i bussen til Riung, så vi tjekkede ind på Nirvana, hvor vi hver fik en hyggelig lille bambushytte med udendørs bad og toilet. Riung er en lille landsby med spredte huse og en lille fiskelandsby omkring havnen. Jeg havde forventet, at der ville være lidt flere turister, men vi var de eneste i byen, så vi lejede en af de lokale fiskere som tog os rundt til 4 af øerne, hvor vi snorklede og grillede fisk på stranden.

Frokosten forberedes

Om aftenen grillede vi fisk i Nirvanas have sammen med Tam, ejeren, og de ansatte imens, der blev serveret lokal hjemmebrændt, Arak, blandet med honning. Dagen efter inviterede Tam os til at komme på søndagsudflugt med hans venner, så vi tog en båd ud til en af øerne, hvor der blev grillet og lavet lækker mad over bålet imens børnene legede i vandet og vi andre slappede af i skyggen. 

Søndags picnic i Riung

Efter Riung gik turen videre til Moni, hvor man finder en af Flores største turistattraktioner, nemlig de 3 farvede søer. Søerne er dannet i krateret fra en gammel vulkan og skifter løbende farve afhængigt af mineralindholdet. Da jeg besøgte søerne, var den ene sø kul sort, en anden azurblå med et gult mønster på overfladen, og den sidste var også blå. De farvede søer er et helligt sted for floreneserne og ifølge gammel tro kommer de dødes sjæle hertil for at finde ro. Alt afhængigt af, hvordan du har levet dit liv, ender din sjæl enten i den sorte eller en af de andre søer.

Kelimuto

Sidste stop på Flores blev Maumere, hvor en del dage blev brugt bag på at udforske området omkring byen. Syd for Maumere ligger Sikka, der er en smuk lille landsby med en 111 år gammel trækirke, som blev bygget af portugiserne. Træet blev transporteret hele vejen fra Portugal, og den dag i dag foretages alle gudstjenesterne stadig på latin. 

Kirken i Sikka

Kører man op i bjergene, finder man bittesmå landsbyer, der ligger indhyllet i tåge det meste af tiden. Her er alt frodigt, luften køligere og udsigten helt ubeskrivelig. Landsbyerne har tradition for at bygge stengrave, der hugges ud i hånden og placeres på centrale steder i byerne, turister er en sjældenhed, da vejene hertil knap kan beskrives som veje.

Landsby oppe i skyerne

Flores er nu blevet krydset fra vest til øst og nord til syd. Øen har budt på fantastiske landskaber, vidunderlige mennesker og forfærdelige veje, der alt sammen har gjort oplevelsen uforglemmelig og vist mig hvilke vidundere der gemmer sig i denne østlige del af Indonesien langt fra Bali’s turistede atmosfære. Floreneserne er venlige, stolte og gavmilde mennesker, der med glæde fortæller om deres land og traditioner, så længe du ønsker at lytte. 

Pløjning af rismarker på Flores

Paa jagt med hvalfangerne

12 timers transport med bil, baad og truck bragte mig fra Maumere paa Flores til den lille landsby, Lamalera, der ligger paa den sydlige del af Lembata. Transporten var en oplevelse i sig selv. Faergen var pakket til bristepunktet med motorcykler, mennesker og varer og bevaegede sig langsomt fra den ene oe til den anden. Da vi endelig ankom til Lembata gik turen videre med lastbil i 4 timer. Lastbilen sneglede sig af sted paa de oedelagte bjergveje og stoppede et utal af steder for at levere elle hente ting, alt imens indonesisk musik bragede ud af hoejtalerne. Endelig ankom vi dog til Lamalera og fik indlogeret os i et af de lokale homestays, hvor madrassen var tyndere end tynd og bunden af sengen daekket af bambus, saa hver bevaegelse resulterede i en knagen uden lige. Jeg var derfor ikke specielt udhvilet, da vi naeste morgen stod op for at tage paa hvaljagt.

Traditionel båd, der bruges til hvaljagten

I Lamalera praktiseres den gamle tradition med hvalfangst stadig, saa hver morgen sejler et lille antal smaa baade ud paa havet for at se om lykken tilsmiler dem. Baadene er gamle traebaade og nogle af dem sejler stadig kun ved hjaelp af aarer og hjemmelavede sejl. Baaden vi var med havde en motor, og vi sejlede rundt i flere timer for at lede efter delfiner, manta rays eller hvaler. Havet bugnede af delfiner og flere gange var vi taet paa at fange en, men det endte med, at en lille manta ray maatte lade livet for harpunisten.

Delfinkød hænger til tørre i landsbyen

Selve jagten foregaar med en harpun, der er fastgjort til en lang bambus pind. Harpunisten skal saa vaelge det helt rette tidspunkt, hvor han frygteloest kaster sig mod ofret og derefter lynhurtigt skal fange linen, de andre maend om bord kaster i vandet for at samle ham op igen. Manta Rayen kraevede kun 1 harpunering, men naar de skal fange en hval kraever det op til 10 gange, foer den er doed. Det er tydeligvis et fysisk kraevende og farligt job, der beror paa en god portion held, taalmodighed og perfekt timing. I loebet af de 6 timer, vi var paa havet med vores baad, lykkedes det dem kun at fange en enkelt manta ray, og de andre baade fangede i alt 2 delfiner, saa mange maatte sejle tomhaendede hjem. Koedet fra dagens fangst bliver toerret og brugt som handelsvare. Naeste morgen staar kvinderne tidligt op for at tage lastbilen til den naeste landsby, hvor koedet bliver byttet til groentsager, fugt eller andre ting, de ikke selv har i landsbyen.

En af landsbyens kvinder, som væver ikats i baghaven

Med fiskekutter til Komodo

Dovenskab og tidsnød gjorde, at min sejltur blev beskrevet meget kort i form af et par billeder. Turen fortjener dog lidt yderligere beskrivelse, så her kommer beskrivelsen af mine 4 dages krydstogt i Indonesien.

Gili Air

Jeg ankom til Gili Air efter 1 nat på Gili Trawangan. Gili Air var den skønneste lille bounty ø, som man kunne gå rundt om i løbet af 2 timer med inkluderet pause til en enkelt forfriskning undervejs, imens man kigger ud over det azurblå hav. Jeg brugte dagen på at slappe af på stranden og nyde den afslappede stemning på øen. Senere mødte jeg Lars, som var en af de to tyskere, som var med på turen til Bromo i Java. Han havde allerede booket en sejltur til Flores med afgang næste dag, så jeg besluttede mig for at hoppe på samme båd. Næste morgen tog vi båden til Lombok, hvor vi blev hentet af en minibus, der kørte os tværs over Lombok til den lille havn, hvor vores båd ventede på os.

Friskfanget fisk

Båden var en gammel fiskekutter, som var blevet renoveret, så den kunne huse 18 gæster. Turen var den billigste, vi kunne finde, og det bar båden også lidt præg af. Alle måtte sove på dækket eller på den overdækkede ”1. sal”. Madrasserne og puderne var bestemt ikke blevet vasket indenfor det sidste år, så de var lidt klistrede. Borde og stole var der ikke om bord, så når middagen blev serveret, blev der lagt et fint tæppe ud på dækket, og så fungerede det som spisebord. Køkkenet var i den anden ende af båden ved siden af toilettet, og det var dybt imponerende hvor lækker mad, de kunne lave under så primitive forhold. Kyllingen blev slagtet lige inden den blev kogt for at være så frisk så muligt, og kaptajnen fangede fisk til os med harpun. 

Slagtning af kyllingen

Motoren var desværre meget larmende, så det tog os lidt tid at vænne os til at råbe til hinanden under sejladsen og sove for den sags skyld. Til trods for de lidt primitive forhold var alle ombord meget positive, og stemningen var helt fantastisk under hele turen.

Turen varede 4 dage, hvor vi undervejs gjorde stop ved adskillige små øer og hoppede i vandet for at snorkle på de farvestrålende koralrev. Et af højdepunkterne var en lille ø med en stor saltvands sø i midten, som efter sigende var blevet dannet efter et vulkanudbrud, der havde forårsaget en tsunami, der efterfølgende fyldte krateret med havvand. Det mystiske er dog, hvordan søen bevarer sit vandniveau, for der er ingen forbindelse til havet. Af denne grund mener de lokale at søen er hellig og de hænger sten i alle træerne for godt held.

Saltsøen

De absolutte 2 største højdepunkter på turen var vores besøg på Komodo og Rinca. Komodo er verdenskendt for deres Komodo drager, som er verdens største varan og samtidig den mest farlige. Deres bid er ikke dræbende, men det er alle de bakterier, som de har i deres spyt til gengæld. Dragerne på Komodo virkede meget fredelige, da de bare lå og sov, men Komodo dragerne på Rinca var noget mere aktive. Vi så, hvordan de kæmpede med hinanden, da de spiste, og flere gange oplevede vi, at en af dragerne kom løbende faretruende hen mod os, og vores modige guide jagede den væk med hans pind.

Komodo dragons

Manta Ray

På fjerdedagen blev vi sat af i Labuan Bajo på Flores, hvorfra mange fra båden fløj tilbage til Bali med det samme. Lars og jeg havde dog planlagt at benytte os af muligheden for at dykke i Komodo nationalpark, nu vi alligevel var her. Vi havde planlagt at tage en 3 dages liveaboard, men det kunne ikke arrangeres med så kort varsel, så vi endte med at booke 3 dage med 8 dyk i parken. Komodo NP er et helt fantastisk sted at dykke, da koraller og fisk er i overflod her. Der er alt, hvad man kan ønske sig og hvert dyk er som at springe i det mest eksotiske og farvestrålende akvarium du nogensinde kunne forestille dig.

Sådan ser jeg så ud under vand

Mange af stederne, hvor man dykker, er dog temmelig krævende, da strømmen er ekstrem kraftig, så flere gange var det som at blive skudt ud af en kanon, når man sprang i vandet eller når man dykkede for den sags skyld. 

Den første dag samlede vi nogle dykkere op på den mest fantastiske lille ø, og da vi senere fandt ud af, at det ikke var særlig meget dyrere at bo på bounty øen skyndte vi os at flytte derud i stedet for at bo i den mindre charmerende havneby, Laboan Bajo. De sidste 3 nætter har vi nu brugt på Kanawa, som er ren paradis ø.

Kanawa

Vi bor i små primitive bambushytter med udendørs toilet. Vandkanten er lige udenfor døren, så når man står op, kan man starte dagen med at snorkle rundt om øen og nyde koralrevet og alle fiskene, hvorefter man velfortjent kan slappe af i hængekøjen med en god bog. Jeg kunne nemt bruge en uge på at dykke og slappe af på øen, men der er så mange steder at se, så turen må gå videre, og forhåbentlig kan jeg vende tilbage hertil en dag.

Vores bambushytte